KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest

d e J u n i:

Dette gode Forhold til K jøbenhavns Kommune er Universitetet

k jæ rt og fortjener dets Tak.

Men Glæden derover stiger ved Tanken

om, at det er Hovedstadens, Landets første Kommune.

Deri se vi

en Borgen for, at hvor Oplysning raad er i en Kommune, der vil

Universitetets Virksomhed møde den Paaskjønnelse, som skal styrke

og støtte enhver Stræben.

Befolkningen tæller, Gud ske Lov, over

alt Mænd nok, der fatte Universitetets Betydning for Landet, som

anerkjende dets Bestræbelser for Uddannelsen af de mangfoldige

Kræ fter, Fæ drelandet behøver.

Vi takke ogsaa disse Mænd, naar

vi takke Kjøbenhavns Kommune, fordi de give det gode Exempel.

Vi haabe paa Sandhedens og det gode Exempels Magt, naar vi vente

engang at træffe fuld Forstaaelse af vor Højskoles Værd og Betydning.

Vi bede Repræsentanterne for Kjøbenhavns Kommune modtage

Universitetets Tak for, hvad den har væ ret for det, ønske Staden

K raft til at fortsæ tte sin materielle Udvikling og love den Universi

tetets B istand til de aandelige Interessers Fremme.

E n Skaal for

K jøbenhavns Kommune.

E fte ra t K on feren sraad Bo rgm ester E h l e r s havde ta k k e t

for denne Skaal, udb rag te P ro fesso r G foos en Skaal for U n i

ve rsite te rn e i Norge, Sverige og F in land .

Der var en Tid, da alle videnskabelige Højskoler dannede en

Enhed, et Samfund, i hvilket Følelsen af Fæ llesskab indadtil og Af

sondring udadtil var stæ rkt udpræget, hvor den enkeltes videnska

belige F rih ed var en Tanke, der stod i lavere Kurs end den viden

skabelige Sandhed, som var det store videnskabelige Samfunds

Almennorm.

Det var en Tid, da der med nogen Grund kunde tales

om en kosmopolitisk Republik.

Saasandt som nu Fæ lleskab i Arbejdet, Sammenhæng og Over

levering ere Betingelser for V idenskabens F rem skridt, var der en

berettiget Tanke heri, og dog falder det ingen ind at ønske denne

T id tilbage. Vi erkjende alle, at den videnskabelige Højskole ikke

kan svæve over den folkelige Jordbund, at den for at løse sin Op

gave maa slaa sine Rødder dybt i denne.

Og vi erkjende alle, at

F riheden er Videnskabens egentlige D rivkraft, at den ikke kan være

tjent med et Forhold, hvor en almen Sandhedsnorm kuer den viden

skabelige Frihed.

Deraf,

at disse Sandheder ere komne til deres

R et, er det Følgen, først

at den enkelte Højskole ikke længer er