76 / 182
S tu d e n te r n e s F e s t.
71
k g l. H ø j h e d sin Glæde over a t finde sig i S tudenternes Midte,
og at h an følte sig sto lt over den ham viste H y ldest. Med
Danm arks sto lte M inder for Øje haabede han, a t Konge og Folk
med F re jd ig h e d kund e se F rem tid en imøde. H an va r a f den
Overbevisning, a t K onge og F o lk kunde love hverandre, a t de
ald rig vilde opgive H a a b e t om, a t det vilde lykkes dem a t væ rne
om F æ d re lan d e t saavel i aandelig, som i and re Henseender.
D e re fte r b rag te R ed ak tø r, Dr. phil. C a r l P l o u g paa Stu-
•denternes V egne K o ng ehu se t følgende H ilsen:
Den akadem iske Ungdom hylder Hs. Maj. Kongen som Statens
Overhoved, som det personlige U d tryk for dens Enhed og Magt, som
Lovens fødte V æ rg e , som V idenskabs og Kunsts naturlige -Beskytter.
Men den hylder ham tillige som den Konge, der i Gjerning har godt
gjort sin Trofasthed for mange Aar siden mod Fæ drelandet, for faa
Aar siden mod Forfatningen, idet det da lykkedes ham at føre F ri
heden uskadt igjennem en farlig Prøve.
Vi hylde ham som den
Konge, der sammen med sit Folk har baaret en stor Sorg over en
uafvendelig U lykk e, og som stedse deler dets faste Haab om Gjen-
forening med vore fraskilte Landsmænd. Vi hylde ham som den, der
i G jerning h ar anerkjendt Broderskabet mellem de nordiske Folk og
er rede til at fremme enhver Forbindelse mellem dem, der kan tjene
til fælles Gavn og gjensidig T ryghed. Vi hylde endelig Hs. Majestæt
som Hovedet for en Slægt, der hvad enten den forbliver hjemme ved
Tronens Fod eller spredes vidt i Verden og stiger højere i Magt og
G iands, end Danmark kan løfte sine F y rs te r, overalt medbringer og
altid vil bevare sin K jæ rlighed til det lille Fødeland.
I disse Følelser mødes Kongen og Kongehuset med den aka
demiske Ungdom. Denne nyder endnu ikke Statsborgernes R ettig
heder og er ikke kaldet til nogen umiddelbar Indgriben i Dagens
praktiske Spørgsmaal; men ligesom den lever i de store almindelige
Tanker, der bevæge Menneskeheden, saaledes leve ogsaa i den de op
højede Følelser, som holde Menneskene oppe under Livets T ryk; og i
denne Ungdom spire de Kræ fter, der engang skulle lede Folkets Ud
vikling som Embedsmænd og Borgere, som Medlemmer af Kongens og
Folkets Raad. Derfor er det et lykkeligt Frem tidsvarsel, naar den
akademiske Ungdom slutter sig til Kongen og Kongehuset ikke blot
af undersaatlig P ligt, men af fri Villie og med oprigtig Hengivenhed.