114 / 329
— 110 —
eningens betydningsfuldeste Opgave, som den navnlig er afskaaret fra
at realisere, naar de Private ikke støtte den, saaledes som den baade
fortjener og har Behov....«
Omkring Aarhundredskiftet arbejdede Foreningen i det hele taget
under overordentlig vanskelige Forhold. Vinteren 1900—01 var meget
vedholdende og streng, og da Konjunkturerne var nedadgaaende, her
skede der en Arbejdsløshed mere
omfattende, end Tilfældet havde
været i mange Aar. Fattigdommen
var meget udbredt, endog i Befolk
ningslag, der tidligere havde kunnet
klare sig selv. Antallet af Trængen
de, der henvendte sig til Forenin
gen om Hjælp, var i betydelig Stig
ning, og da Foreningens Midler som
Følge af den stadige Tilbagegang i
dens Indtægter var ganske util
strækkelige, saa at man arbejdede
med et betydeligt Underskud, maat
te man afvise mange Trængende,
der ikke forgæves burde have hen
vendt sig om Hjælp til en Institution
med den Opgave, som Kjøbenhavns
Understøttelsesforening havde. Ofte
maatte Foreningen tilmed yde en altfor karrig Hjælp til dem, der kunde
komme i Betragtning. I flere af Foreningens Afdelinger laa Gennem-
snitsbeløbet af ydede Understøttelser endog under 20 Kr.
Medvirkende til dette Resultat var ogsaa de store Indlemmelser i
Kjøbenhavns Kommune, hvorved Brønshøj-, Valby- og Sundby-Distrik
terne kom ind under Foreningens Omraade. I disse Distrikter havde
man hidtil haft en fri Fattigkasse, der nu var falden bort samtidig med
Indlemmelsen i Kjøbenhavns Kommune, uden at denne paa anden
Maade tog sig af disse Distrikters mange Trængende udenfor Fattig
væsenet. Hvad dette betød, ser man f. Eks. af, at medens De Fattiges
Kasse i Sundbyerne havde raadet over 6 å 7000 Kr. aarlig, blev der, da