FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 105 —

var, burde Foreningen efter hans Mening have undladt at fremkomme

med sit Andragende. Han havde selv i sin Tid været Medlem af dens

Bestyrelse, og man havde den Qang stillet sig paa det Standpunkt, at

Kommunen og Foreningen burde arbejde hver for sig. Dette var i For

eningens Interesse, thi det kunde ikke undgaas, at Kommunen, naar den

støttede Foreningen, ogsaa blev berettiget til at kritisere den Maade,

hvorpaa den virkede.

Tømmermester

Kayser

erkendte, at det strengt taget vel ikke

stemte helt med de Principper, Kommunen ellers fulgte, naar den i en

Del Aar havde givet et Bidrag til Understøttelsesforeningens Admini

strationsomkostninger, som i Virkeligheden var et Bidrag til dens hele

Virksomhed, men paa den anden Side var det bestandig bleven gjort

gældende, at Foreningen virkede i en saadan Udstrækning og paa en

saadan Maade, at den utvivlsomt lettede Kommunens Byrder og gav

Kommunen en indirekte Fordel.

Sagen blev henvist til 2. Behandling, under hvilken

J. Jensen

erklærede, at naar han vilde stemme for et Bidrag til Understøttelses

foreningen, var det for at bevare den bestaaende Forbindelse med For

eningen og i Tillid til, at den i sin Virksomhed vilde vide at tage de

Hensyn, som nødvendigvis maatte tages af en saadan Institution, naar

den fik Hjælp fra det Offentlige. Hvis der var Udsigt til i den nærmeste

Tid at komme ind paa en Ordning, hvorved Kommunen paa en eller

anden Maade kunde støtte en Institution, der stod udenfor Fattig

væsenet, i Lighed med De Fattiges Kasse, vilde han hellere gaa med

hertil, men noget saadant forelaa jo ikke.

Arkitekt O.

V. Koch

anbefalede at stemme for Bevillingen, som var

analog med de Bidrag, der i Landkommunerne blev ydet De Fattiges

Kasse. Der var her Tale om Byens største velgørende Forening, som

bl. a. havde den Opgave at hindre, at Folk kom under Fattigvæsenet,

og denne Opgave maatte Kommunen baade af humane Grunde og af

Klogskabshensyn støtte.

Herman Trier

tiltraadte den sidste Bemærkning. Det var netop

det Principspørgsmaal, der nu skulde afgøres, om det var Kommunens

Opgave at yde Hjælp udenfor Fattigvæsenet. Der kunde ikke, som af

Borgmester Jacobi forsøgt, drages en skarp Grænse mellem Hjælp til