FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 101 —

den en Haand. Det maatte ikke overses, at Foreningen tog et Stød af

for Kommunen og skaanede mange, som uden den maatte ty til det

offentlige Fattigvæsen, for at komme ind derunder.

Tømmermester

Kayser

indvendte overfor Sommerfeldt, at, naar

man havde bevilget 10 000 Kr. til Understøttelsesforeningen, var det,

fordi man havde fundet en Forskel paa dennes Andragende og det

Andragende, der i 1886 forelaa fra

Fagforeningernes Komite. Naar det

var en Kendsgerning, at der her

skede Arbejdsløshed og stor Nød,

var der ingen Qrund for Kommunen

til nu at nægte et Tilskud, der i

flere Aar var ydet en Forening, hvis

Virksomhed man maatte sætte me

gen Pris paa, idet den med stor

Ihærdighed søgte at afhjælpe Trang

ved Midler, som den ad privat Vej

med stort Besvær indsamlede.

Varemægler

V. Mannheimer

sluttede sig til Sommerfeldt,idet han

særlig fremhævede, at Kommunen

næppe gavnede Understøttelsesfor

eningen ved at give den Tilskud, da

der var Fare for, at Private vilde

holde deres Bidrag tilbage, saafremt de kunde vente, at Kommunen

nok vilde træde til, naar Foreningen savnede Midler.

Det vedtoges derefter at forny Tilskuddet, der ligeledes blev for

nyet i hvert af de følgende to Aar.

I denne Periode var Fløjesteretsassessor

P. C. Muller

Foreningens

Formand, medens Overretssagfører

Jacobi

ved sin Udnævnelse til

Borgmester for Magistratens 3. Afdeling i 1891 var bleven afløst af

Grosserer

Th. Wessel

som Næstformand.

I Begyndelsen af Aaret 1893 beskæftigede

Kjøbenhavns Kommu

nalbestyrelse

sig indgaaende med

Spørgsmaalet om Understøttelse til

Trængende udenfor Fattigvæsenet.

P. C. MULLER