FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 145 —

Borgbjerg beklagede Borgmesterens kølige Stilling til Sagen og

fandt, at det nu var paa høje Tid, at Kjøbenhavns Kommune paa dette

Omraade fik samme Selvstyre, som alle andre Kommuner havde.

Overfor Borgmesterens Frygt for, at politiske Hensyn skulde blive af

gørende ved Valgene, henviste han til, at der ikke i Provinsen havde vist

sig nogensomhelst Ulempe herved. Tværtimod havde det forøget Befolk

ningens Interesse for Valget og medført, at man fik de rigtige Mænd

frem. Med Hensyn til den Stigning i Udgifterne, som Borgmesteren

ogsaa havde nævnt, maatte det erindres, at Kommunen fik Refusion

for en Del af Hjælpekasseudgifterne i Modsætning til Udgifterne ved

Fattigvæsenet, og at Hjælpekasseinstitutionen, saaledes som den nu

praktiseredes, i høj Qrad bidrog til at humanisere Fattigunderstøttel

sen. Borgmesteren havde dvælet ved. alle de Skyggesider, han kunde

finde ved Sagen, og det forekom ham næsten, at Borgmesteren med en

lidt pinlig Omhu havde peget paa Vanskeligheder og Ulemper. Meget

af det var imidlertid saa lidt, naar man saa til Bunds i det. At der skulde

mange Mennesker til, var jo rigtigt, men dem fik man nok. Faktisk

havde man dem i Understøttelsesforeningen, og det hele betød ikke

andet, end at man lagde Understøttelsesforeningen over paa et demo

kratisk Qrundlag. Borgmesterens Indvendinger var de, der altid fra

konservativ Side kunde gøres: Ængstelighed ved alt nyt og navnlig

Frygt for at lægge en Sag i Befolkningens Haand.

Overretssagfører C. Becker mente, at naar man havde en Institu

tion, der i mange Aar havde virket godt og upartisk til alle Sider, skulde

man ikke kaste det faste og sikre over Bord og styrte sig ud i det

uvisse, blot for at opfylde nogle Principper om folkeligt Selvstyre,

som man vist oven i Købet gjorde de Fattige en daarlig Tjeneste ved at

søge gennemført paa dette Omraade. Der var nemlig ingen Tvivl om,

at, i det Øjeblik Kommunen gik over til at oprette Hjælpekasser, vilde

den meget betydelige Virksomhed, som Understøttelsesforeningen fra

gammel Tid havde udøvet, støttet paa private Midler, ganske simpelt

høre op, idet Folk ikke længere vilde give Midler til Foreningen.

Ordføreren, Salomon, fandt, at Borgmesterens Udtalelser gennem-

gaaende var præget af nogen Vrangvilje, og at der var mange af

hans Argumenter og Indvendinger, som egentlig faldt ind under Kate-