16 / 329
— 16 —
Antal laasede Bækkener ved Kirkernes Indgange, ligesom man havde
givet sin Tilslutning til, at hvad der paa denne Maade indkom til de
Fattige i Stedet for at indbetales i Fattigvæsenets Hovedkasse maatte
uddeles blandt Sognets værdige Trængende, der ikke nød offentlig
Fattighjælp, ved 2 af Sognets Gejstlige og 2 dertil udvalgte Mænd af
Sognet.
Naar Kommunalbestyrelsen holdt saa stærkt paa den fuldstændige
Afskaffelse af Tavleombæringen, skyldtes det de mange Klager over
de med denne forbundne Forstyrrelser og Ubehageligheder. Der om
bares nemlig et stort Antal Tavler, som faldt i 4 Hovedgrupper, efter
som Indtægten tilfaldt henholdsvis Kirkerne, Kjøbenhavns kommunale
Institutioner, de ved Kirkerne ansatte Gejstlige og forskellige offentlige
Stiftelser — indtil 8 å 9 forskellige Tavler kunde forekomme i en Kirke.
Kommunalbestyrelsens Standpunkt var vel i og for sig klart og ratio
nelt, men bidrog dog væsentlig til, at Sagens Ordning her i Byen trak
saa længe ud, fordi det var vanskeligt at naa til en samlet Løsning
paa Grund af de mange forskellige Interesser, hovedsagelig udenfor
Kommunalbestyrelsens Omraade, der var knyttet til Tavleombæringen.
Sjællands Biskop og Kancelliet havde modsat sig Kommunalbe
styrelsens Ønske om Tavleombæringens fuldstændige Afskaffelse bl. a.
under Henvisning til, at den Skik at indsamle Gaver under selve Guds
tjenesten var af apostolisk Oprindelse, og at navnlig Kirkerne og de
gejstlige Embedsmænd ikke kunde undvære den deraf flydende Ind
tægt, som maatte formodes at blive meget ringere ved hensatte Bøsser
end ved Tavler, der blev ombaaret. Derimod var man villig til at gaa
med til en Indskrænkning i Antallet af Tavlerne. Heroverfor havde
Kommunalbestyrelsen i 1844 udtalt, at den fremdeles var af den For
mening, at Tavleombæringen maatte ønskes fuldstændig afskaffet, og
at man heller ikke kunde gaa med til de tilbudte Forandringer, naar
fuldstændig Afskaffelse af Tavlerne ikke kunde ske, da Resultatet kun
vilde blive, at en Indskrænkning i Antallet vilde forøge Indtægten ved
de tilbageblevne Tavler og derved gøre deres Afskaffelse vanskeligere.
Sagen var derfor ikke bleven løst ved denne Lejlighed, og samme
Skæbne havde den faaet, da den i Aaret 1854 atter bragtes paa Bane
af Kjøbenhavns gejstlige Konvent, idet Konventet henviste til den stadig