FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 169 —

som ikke paa anden Maade kunde opnaa Dyrtidshjælp. Den først

nævnte Uddeling foregik paa Grundlag af Ansøgningsskemaer, der fra

Foreningens Hovedkontor blev sendt til sædvanlig Undersøgelse i Af

delingerne, hvorfra Sagerne efter endt Undersøgelse blev indsendt til

den kommunale Afdeling, der traf Afgørelse. Udbetalingen af de be

vilgede Beløb skete i vedkommende Arbejdsløshedskasse, der ligeledes

besørgede Kontrollen med Ansøgernes Arbejdsløshed. De øvrige

600 000 Kr. uddeltes efter den kommunale Afdelings sædvanlige For

retningsgang, saaledes at Sagerne undersøgtes i Afdelingerne, der ind

stillede dem til den kommunale Afdeling under Klasse 1, 2 og 3, lige

som Udbetalingen af de af den kommunale Afdeling bevilgede Beløb

forgik gennem de lokale Afdelinger. Ved denne sidstnævnte Uddeling

blev Bevillingerne efter Magistratens Ønske i stort Omfang udbetalt

i Værdimærker i Stedet for i rede Penge. Disse Værdimærker, der lød

paa 50 Øre pr. Stk., kunde anvendes i enhver Detailhandel, men kun

til Betaling af de paa Mærkets Bagside nævnte Nødvendighedsartik-

ler. Der gjaldt for Hjælp efter Dyrtidsloven den særlige Regel, af

vigende fra Reglerne for Uddelingen af Kommunens Tilskud i Henhold

til Hjælpekasseloven, at Ansøgeren ikke behøvede at være forsørgelses-

berettiget her i Byen, ligesom det ikke var nogen Hindring for Hjælp,

at Ansøgeren havde faaet Fattighjælp, naar han blot ikke var under

fast Fattigforsørgelse.

Derimod ønskede Foreningen ikke at yde sin Medvirkning ved

den af Kommunen besluttede Uddeling af almindelig Dyrtidshjælp, om

fattende alle Familier, der havde Børn, og hvis Indtægt ikke oversteg

1750 Kr. aarlig, da de Kriterier, der benyttedes ved denne Uddeling,

var saa faa og saa lette at overse, at det hele kunde ordnes rent kontor-

inæssigt. Understøttelsen var ens for alle, nemlig 1 Kr. ugentlig for

hvert Barn (den saakaldte »Kroneuddeling« fra Raadhuset). Iøvrigt

fandt Foreningen ikke, at hele denne Uddeling kunde være til synder

lig Gavn som Følge af de Smaabeløb, hvorom det drejede sig.

Det viste sig, at Foreningens Uddelinger i Henhold til Dyrtidsloven

i langt højere Grad end ventet lagde Beslag paa Medarbejdernes

Arbejdskraft, og at den foreliggende Opgave i Virkeligheden var af

en saadan Art, at den ikke var egnet til Udførelse gennem en Institu