— 169 —
som ikke paa anden Maade kunde opnaa Dyrtidshjælp. Den først
nævnte Uddeling foregik paa Grundlag af Ansøgningsskemaer, der fra
Foreningens Hovedkontor blev sendt til sædvanlig Undersøgelse i Af
delingerne, hvorfra Sagerne efter endt Undersøgelse blev indsendt til
den kommunale Afdeling, der traf Afgørelse. Udbetalingen af de be
vilgede Beløb skete i vedkommende Arbejdsløshedskasse, der ligeledes
besørgede Kontrollen med Ansøgernes Arbejdsløshed. De øvrige
600 000 Kr. uddeltes efter den kommunale Afdelings sædvanlige For
retningsgang, saaledes at Sagerne undersøgtes i Afdelingerne, der ind
stillede dem til den kommunale Afdeling under Klasse 1, 2 og 3, lige
som Udbetalingen af de af den kommunale Afdeling bevilgede Beløb
forgik gennem de lokale Afdelinger. Ved denne sidstnævnte Uddeling
blev Bevillingerne efter Magistratens Ønske i stort Omfang udbetalt
i Værdimærker i Stedet for i rede Penge. Disse Værdimærker, der lød
paa 50 Øre pr. Stk., kunde anvendes i enhver Detailhandel, men kun
til Betaling af de paa Mærkets Bagside nævnte Nødvendighedsartik-
ler. Der gjaldt for Hjælp efter Dyrtidsloven den særlige Regel, af
vigende fra Reglerne for Uddelingen af Kommunens Tilskud i Henhold
til Hjælpekasseloven, at Ansøgeren ikke behøvede at være forsørgelses-
berettiget her i Byen, ligesom det ikke var nogen Hindring for Hjælp,
at Ansøgeren havde faaet Fattighjælp, naar han blot ikke var under
fast Fattigforsørgelse.
Derimod ønskede Foreningen ikke at yde sin Medvirkning ved
den af Kommunen besluttede Uddeling af almindelig Dyrtidshjælp, om
fattende alle Familier, der havde Børn, og hvis Indtægt ikke oversteg
1750 Kr. aarlig, da de Kriterier, der benyttedes ved denne Uddeling,
var saa faa og saa lette at overse, at det hele kunde ordnes rent kontor-
inæssigt. Understøttelsen var ens for alle, nemlig 1 Kr. ugentlig for
hvert Barn (den saakaldte »Kroneuddeling« fra Raadhuset). Iøvrigt
fandt Foreningen ikke, at hele denne Uddeling kunde være til synder
lig Gavn som Følge af de Smaabeløb, hvorom det drejede sig.
Det viste sig, at Foreningens Uddelinger i Henhold til Dyrtidsloven
i langt højere Grad end ventet lagde Beslag paa Medarbejdernes
Arbejdskraft, og at den foreliggende Opgave i Virkeligheden var af
en saadan Art, at den ikke var egnet til Udførelse gennem en Institu




