Previous Page  175 / 329 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 175 / 329 Next Page
Page Background

— 171 —

Kraft den 1. November 1916, antoges et efterhaanden stigende Antal

lønnede Undersøgere ved Hovedkontoret. Derimod fandt Foreningens

Ledelse det uforeneligt med Foreningens Principper at lade frivillige

Medarbejdere i de lokale Afdelinger erholde noget Vederlag for

deres Arbejde med disse ekstraordinære Uddelinger, et Princip,

som man endog gennemførte saa strengt, at man ikke vilde lade en

frivillig Medarbejder forene Stillingen som saadan med Arbejdet som

lønnet Undersøger ved Hovedkontoret.

I det tredie Krigsaar tog Dyrtiden en foruroligende Vækst, og

selv de mange omfattende Dyrtidsforanstaltninger fra det Offentliges

Side var ikke i alle Tilfælde i Stand til helt at raade Bod paa den tyn­

gende Byrde, som derved blev lagt paa den ubemidlede Del af Be­

folkningen. Dyrtidsloven af 22. December 1915 gjaldt for Tiden indtil

den 31. Oktober 1916, og da Forarbejderne til en ny Dyrtidslov endnu

ikke paa dette Tidspunkt var tilendebragt, fik den gamle Lov forlænget

Gyldighed indtil 31. December s. A. Den

28. December 1916

stad-

fæstedes den reviderede Dyrtidslov, og efter Kommunalbestyrelsens

Ønske paatog Foreningen sig gennem sin kommunale Afdeling at fort­

sætte den allerede efter den tidligere Dyrtidslov iværksatte Uddeling

af Pengehjælp efter samme Regler som hidtil. Dog vedtog Hoved­

bestyrelsen paa et Møde den

5. Marts 1917

efter Henstilling fra den

kommunale Afdeling en

ændret Forretningsgang

gaaende ud paa, at

fremtidig maatte ingen Sager ved Dyrtidsuddelingen afvises i

For­

eningens Kredse eller Afdelinger, der skulde indsende alle saadanne

Sager med Indstilling til den kommunale Afdeling,

hvorhos

Floved-

kontoret kunde henvise Ansøgere direkte til Dyrtidsafdelingen,

forsaa-

vidt de ikke før den 1. Januar 1915 havde søgt og modtaget Hjælp i

Foreningen.

Paa det gamle System indenfor Foreningen, hvorefter det tilkom

Afdelingsformænd og Kredsbestyrere at afgøre, hvorvidt en Sag skulde

fremmes til Bevilling eller overhovedet optages til Behandling, var der

i og for sig ikke sket noget Brud ved selve Indførelsen af lønnede Un­

dersøgere, idet som nævnt pag. 170 kun Kredsbestyrerne kunde hen­

vise Sager til Behandling ved de lønnede Undersøgere, der saaledes

paa en Maade kom til at udgøre en Slags lønnet Medhjælp for Af