Previous Page  174 / 329 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 174 / 329 Next Page
Page Background

— 170 —

tion som Understøttelsesforeningen, uagtet dennes Medarbejdere med

stor Interesse og Udholdenhed søgte at gennemføre dette store og

byrdefulde Hverv. Sagen var bl. a. den, at Arbejdet i Virkeligheden

forudsatte et nøje Kendskab hos hver enkelt Medarbejder til hele den

kommunale Dyrtidsordnings System, idet et af Hovedprincipperne i

denne var, at enhver først skulde søge Dyrtidshjælp hos den særlige

Institution, (Arbejdsløshedskasse, Sygekasse o. s. v.), hvortil han

hørte, og først naar det viste sig, at Ansøgeren efter at have udnyttet

alle andre Hjælpekilder, som Loven stillede til Raadighed, stadig vat-

trængende, skulde han kunne faa Hjælp gennem Understøttelsesfor­

eningens Dyrtidsuddeling. Denne Uddeling skulde altsaa være en

Slags Reserve, som man først skulde ty til, naar de andre Hjælpe­

kilder havde vist sig utilstrækkelige eller ikke stod til Ansøgerens

Raadighed.

Det blev da ogsaa, inden der var gaaet mange Maaneder, nød­

vendigt at aflaste Afdelingerne for noget af Arbejdet, og paa et Møde

i Hovedbestyrelsen den 11. Maj 1916 blev der derfor truffet den Ord­

ning, at Sager vedrørende Uddelingen af de 100 000 Kr. til Medlemmer

af Arbejdsløshedskasser, fremtidig skulde besørges ved Hovedkon­

toret, der i dette Øjemed antog nogle

lønnede Undersøgere.

Dette For­

hold udvikledes yderligere i Slutningen af Aaret 1916, idet Forretnings­

udvalget paa et Møde i Hovedbestyrelsen den 19. Oktober 1916 fore­

lagde et Forslag om Indretning af en saakaldt

»Dyrtidsafdeling« paa

Hovedkontoret

med lønnede Undersøgere, der skulde behandle alle

Sager vedrørende Dyrtidsuddelingen til Forelæggelse for den kommu­

nale Afdeling. Dette Forslag vandt imidlertid ikke Tilslutning i Hoved­

bestyrelsen, der efter nogen Diskussion vedtog et af Kontorchef

Azur

Levin

stillet Forslag gaaende ud paa, at det skulde staa Afdelingerne

frit for selv at behandle og indstille Dyrtidssager til den kommunale

Afdeling, hvis de ønskede det, men at enhver Kredsbestyrer desuden

skulde være berettiget til ved Hjælp af særlige dertil indrettede Kort

at henvise Sager til Hovedkontorets Dyrtidsafdeling, der i saa Fald

skulde være forpligtet til at paatage sig Sagens Behandling. Paa den

anden Side skulde Hovedkontoret være forpligtet til at henvise Sager

til Kredsene paa sædvanlig Maade. Efter denne Ordning, der traadte i