73 / 205
62
Sjette Slægtled.
gaa uden Fo rm a lite te r, Avtoriteterne vilde have et Ord med
at sige, og efter indgiven Ansøgning fik h u n saa endelig i 1847
Tilladelse til at holde Skole for Born indtil deres syvende Aar.
Men T illadelsen blev hende ikke til megen Nytte, ti h u n fik
saa godt som ingen Elever, og hvad Karen angaar, da va r der
kun Faa, der havde Brug for de af hende tegnede Mønstre hl.
A. til de den Gang gængse b roderede Veste. Vel oppebar de
fra 1. J a n u a r 1843 Pension af Statskassen, men den va r kun
40 Rd. om Aaret, og den og en lille aarlig Understøttelse fra
med, i alt Fald paa denne Maade. Hvor vilde de ikke have kun
net udfolde en stor og velsignelsesrig Virksomhed, hvis deres Ung
dom og Ungdoms Opdragelse var falden i en nyere Tid. Navnlig
den altid slagfærdige Karen var i flere Retninger en virkelig Be
gavelse. Ofte hjemsøgte af Sygdom, levede de nu væsentlig i
de gamle, kjære E rind ringer, medens deres Udtalelser ofte kunde
blive skarpe, ja b itre : Livet va r gaaet dem uretfærdigt forbi,
de følte sig som overflødige, de Unge i Slægten havde de ikke
forstaaet at vinde Deres Følelser gav de selv i deres lioje
Alder Udtryk i Vers; det havde de g jo rt fra deres Ungdom,
hvad en Række bevarede Digte om saavel store som smaa
Karen og Gine Nyrop (ca. 1875.)
Lo lland-Falsters Stifts gejstlige
Enkekasse vare deres eneste
faste Indtægter. Deres Fo rho ld
have sikkert ofte været pinligt
smaa. Som et P a r stækkede
Fugle, de r ikke kunde faa Lov
til at bruge deres Vinger, sad
de i næsten 50 Aar i en lille
k jøbenhavnsk Lejlighed, fra
1853 i Loren tzens Stiftelse i
Rigensgade, flittigt ko rrespon
de rende , de fulgte Begiven
hederne i deres Slægt og hos
deres Venner med interesseret
I v e r ; der va r en Trang hos dem
til at vide Besked, til at være