74 / 205
Løbenumer 57, 58.
63
Begivenheder i deres Liv viser, og saa skrev Karen Nyrop, da
hun fyldte 70 Aar, følgende smukke L in ier til sin Søster:
Naar Sorg og Savn sig sænker ned
Paa Livets Vandring om mit Fjed
Og Lykkens Sol neddaler,
Og de, jeg elsked, ei forstod
Mit varme Hjærte, mig forlod
Kold ved de stille Qvaler.
Naar mangt et kjærligt Ord og Blik
Ei ændset blev, til Lon kun fdi
Haan, Tavshed eller Kulde,
Da følte jeg mig saa forladt
Og skjonned ei paa bedste Skat,
Du Naadens Underfulde.
Naar Legemssmerte lagde ned
Paa Leiet mig med Suk og Vee
Og Længsel efter Lindring,
Naar mange Kjære kaldtes hen
Til Gud, til deres rette Hjem,
Da sjmtes Død mig Vinding.
Men naar min Bon da steg til Gud
I Jesu Navn, da folded ud
Sig Troe og Haab og Glæde,
Da kom en Straale. Det blev lyst!
Alt Morke svandt, og i mit Bryst
Fred, Boe tog atter Sæde.
Saa send mig Gud, hvad tjener bedst,
Saalænge som jeg her er Gjæst
Paa Jordens Skyggedale.
Tak for hver Stund, der er mig blid!
Men ogsaa Tak for Korsets Tid!
— Min Frelser vil husvale.
Og naar min Afsked nærmer sig,
Da holder jeg i Kjortlens Flig,
Han vil det nok fornemme.
I sidste Stund gi’er Jesus Trøst,
Og glad jeg hører kjærlig Bøst,
En trofast Søsters Stemme.