SlægtenNyrop

Løbenumer 59.

Han vedblev ikke at være p rivat Institu tbestyrer. Den 10.

Ju li 1841 udnævntes h an til Kateket og første Læ re r ved Byens

Borgerskole, og det blev nu hans Interesse at faa denne Skole

væsentlig reformeret. Skolekomm issionen med Præsten, Provst

P. Laurberg , i Spidsen var dog ikke helt villig til at følge ham ,

men saa henvend te han sig til Offentligheden og udgav (i 1845)

et lille Skrift om Sagen. Der naaedes dog In tet herved ; al

nogle B ladartik ler i 1847 ses det, at Alt stadigt blev ved det

Gamle. Skolekomm issionen ho ld t sig tappert. Men sikkert

er det, at han desuagtet stadig stod i det hedste Fo rho ld til

Byen og dens Befolkning. I 1847 fik han til sin tarvelige Lon

(300 Bd. aarlig) en Gratifikation paa 100 Bd. af Byens Borger

rep ræ sen tation , og i J a n u a r 1848 blev han Æ resm ed lem i

Ivjøge Borger- og H aand værkerforening. I Skrivelsen, han mod

tog herom , takkes han særlig for hans »velvillige Opofrelse for

den hervæ rende Søndagsskoles Organisation og Existence«. I

den af Byens Organist Pou l Christian Erslev stiftede Musik

forening var han desuden et vigtigt Medlem; han betegnes

som »den utrættelige Violinspiller«. Og h e r kan det endnu

nævnes, at han , der var livlig og m un te r, havde let ved at

skrive Viser, n a a r saadanne behøvedes. Der lyder kun Kos

over ham og hans. Den senere D ampmø ller Troels Marstrand

(f. 1815), der tilbragte et P a r Ungdom saar i Ivjøge, skriver:

»Min bedste Omgang i Kjøge var med Kateket Nyrop, som

med en forstandig Hustru og en Flok Born levede under

meget tarvelige F o rho ld et fornøjeligt Samliv«.

I femten Aar virkede han i Ivjøge, som Kateket fra 1841

ogsaa som P ræd ikan t, i hvilken Forb indelse det lier skal næv

nes, at han i 1846 og 1847 vand t anden og tredje Præm ie af

det evangelisk-kristelige Prædike-Legat. Men saa slog Afskedens

Time. I Jun i 1848 blev han kaldet til Sognepræst for Ny- og

Gammel-Sogns Menigheder paa Holm sland ved Bingkjøbing.

Det va r et anstrængende Embede, h an h e r f i k ; der var to

K irker paa Øen og saa den langstrakte, tjærne Holmslands

Klit med sine spredte Beboere. Men som ban havde torstaaet