SlægtenNyrop

Løbenumer 59.

Bo rn endnu Bo rnene fra Konsul A. C. Husteds Hjem i Ring-

kjøbing og fra P rop rie tæ r B ruhns Hjem paa Rybjerg i det

nærliggende Velling Sogn. Der va r Liv og Rore i Præstegaar-

den paa Holmsland.

Som det h e ra f vil ses, va r det ikke alene den F jordske

Slægt, de r hu rtig t sluttede sig til P asto r Nyrop, til ham og hans,

Andre gjorde det Samme, og særlig skal da h e r næ vne sen af Sog

nets Bønder, Storbonden Morten Yeilgaard. Han var E je r af den

H erregaard — Søgaard hed den — der tidligere havde været den

herskende E jendom paa Holm sland, han havde kjøbt og væ

sentlig udskiftet den. Men foruden Landb ruger va r han tillige

Hestehand ler, og det va r i denne hans Egenskab, at Pastor

Nyrop strax efter sin Ankomst kom i Forb indelse med ham .

Præ sten skulde til den Besætning, han m aatte anskaffe sig,

have et P a r Heste, og da h an derom henvend te sig til Morten

Vejlgaard, g jo rde han det paa en saadan Maade, at han helt

vand t ham . Vejlgaard vilde dog ikke sælge Præsten nogle af

sine Heste, m en ikke længe efter kom han med et P a r gode

Heste, som h an havde kjøb t for en rigtig billig Pris. Han

vilde heller kjøhe billigt af en Anden end sælge dyrt af sine

egne til Præ sten , de r havde vist ham Tillid. I det Hele slut

tede Holm slands Menighed sig tæt om den nye Præst, men

han sparede sig heller ikke i dens Tjeneste. Der va r nu

Folkene, der boede paa den udstrak te Holmslands Klit og

havde en saa lang og besværlig Kirkevej. Pasto r Nyrop er

den første Præst, der holdt Gudstjeneste paa Klitten i en Gaard

dér, og han arbejdede for, at der skulde opføres et eget Guds

hus paa den. Han fik et Møde i Stand hos Sognefogden i Sønder

Lyng vig i den Anledning, m en den jyske Sej hed faldt ikke

for et første Angreb. Havde m an hidtil kunne t klare sig

uden nogen Kirke i Klitten, kunde m an det vel ogsaa i F rem

tiden. Præstens Forslag blev ikke vedtaget, men derfor op

gav Pasto r Nyrop ikke Tanken , han vedblev at arbejde for

Sagens Virkeliggjorelse, selv efter at han var flyttet fra Holms

land. Det va r ham derfor en stor Glæde, da der i Sommeren