RoforeningenKvik

Indbydernes Side. Jeg tror nok, at Spiren til min senere

absolute Forkærlighed for Jyden maa være lagt allerede den

Gang. Straks ved Landgangsbroen var der, hvad en af os

døbte »Folkejubel«

stor Modtagelse af en Mængde rød*

og blaastribede Medlemmer af Aalborg*Klubben foruden tal*

rige Nysgerrige. »Admiralen« og »Assessoren« repræsente*

rede os med megen Værdighed. Det var ved denne Lejlighed,

at en lokal Roer præsenterede sig for »Assessoren« og meget

hurtig betroede ham, at skønt han kun var

Aar, var han

allerede Prokurist eller noget andet betydeligt, hvortil »Asses*

soren« svarede, at det var ikke saa meget, for skønt han selv

kun var

Aar, var han dog »Assessor« — og Manden

slugte den uden at blinke.

Der begyndte nu en Forestilling af den anden Verden.

»Admiralen« havde afslaaet de gæstfri Tilbud om privat Ind*

kvartering, og hele Mandskabet blev indkvarteret paa »Phønix«

for at han kunde have os under sine Vinger hele Tiden.

(»Kvik« maa øjensynlig have været meget velhavende den

Gang!) Fra Hotellet drog vi et Par Gange daglig, iført

Rotøj, til Havnen og trænede, og naar vi var færdige, løb

vi gennem Gaderne igen til Hotellet. Noget saadant var

aldrig set før, og vi vakte en forstaaelig Opsigt, naar vi kom

travende, ledsaget af vor Træners høje Skikkelse, hvorpaa

var anbragt de blaa og hvide Farver saa mange Steder som

muligt, saasom paa Benklæderne, Flippen m. m. Alle var vi

fuldblods Københavnere og følte os selvfølgelig meget over*

beviste om, at vi nok skulde klø Jyderne, omend vi efter et

Par Ture havde opdaget, at Limfjorden havde en højst ube*

hagelig og lumsk Strøm. Samtidig havde vi taget vore Mod*

standere i Øjesyn og fandt dem egentlig lidt vel stærke, men

vi stolede paa vor gode Sammenroning, vor forgudede Styr*

mand og vore Modstanderes kortvarige Uddannelse.

Saa kom Søndagen da endelig, og der var samlet en mæg*

tig Tilskuermængde. Efter et Par lokale og specielt jyske

Løb kom Turen til os. Ved Lodtrækningen kom vi til at

ligge yderst. Startskuddet gik, og vi masede paa. Men

vor Rædsel var enorm, da vi opdagede, at vi ikke kunde

løbe fra Jyderne, der holdt sig ved Siden af og maaske endog

foran os. Tak Skæbne — det var en net Skandale! Hei