90 / 129
8 6
drog vi ud paa Langfart med fuld Musik, og saa skulde vi
komme hjem som vaade Hunde. Der blev »trukket«, der
blev »svunget« og der blev »spurtet«, men lige meget hjalp
det; de andre kunde nemlig ogsaa baade det ene og det
andet om end mindst det sidste.
Saa kom Frelsen. »Admiralen« opdagede nemlig, at Jyderne
snød os ved at trække længere og længere ind under Land,
hvor der ikke gik saa stærk Strøm imod, medens vi iforvejen
laa ude paa den stærkeste Strøm. Han fulgte resolut efter,
og ved Opløbet tvang han under mægtige Trusler om al
Landsens Ulykker vor stroke »Liget« til at lave en saa
kraftig Spurt, at vi pludselig røg ind over Maalet
10
Sekun#
der før Jyderne. Æren reddet for »Kvik«! Hurra
1
»Folkes
jubel«.
Senere paa Dagen var der en mægtig Middag, hvorfra jeg
har
2
tydelige Erindringer. Den ene var, at Dommeren, en
fhv. Kommandør, efter hvad han selv sagde og vi andre
kunde mærke, ganske tabte Traaden i sin Tale — han har
vistnok aldrig fundet den igen, og nu er han død ; og den
anden, at vi fik en efter Datidens Begreber pragtfuld, med
Byens Vaaben smykket Medalje af Sølv — der viste sig at
være Plet! Jeg har den endnu, og det var den, der op#
friskede Turen i min Erindring.
Næste Dag havde Aalborg#Klubben arrangeret en stor
Eskadreroning langt op ad Limfjorden til Rye Aa; jeg mindes,
at vi efter de udstaaede Strabadser var meget uoplagte til en
længere Tur mod Strømmen i Ruskvejr, men selvfølgelig sled
vi drabeligt i det alligevel; ogsaa husker jeg, at det ved Ud#
pakningen af Madkurven viste sig, at man havde glemt Snaps
og al anden Stimulans i Aalborg — havde Turens Leder
været en af vore egne, havde vi med koldt Blod myrdet
ham.
Om Natten gik det saa efter fornyet »Folkejubel« med
Banen hjem til København.
Jeg husker, at der efter Kaproningen udspandt sig en
spaltelang Diskussion i et eller andet Blad mellem en sag#
kyndig Mand fra Frederikshavn og »Admiralen« om vor
Roning, Stil, Spurt osv., hvoraf Kvintessensen var, hvad der
kunde være sket, h v is osv. osv.