120 / 278
M O R SK A B ST EA TR ET
1 0 9
seende at faa et Fortrin fremfor Casorti. Imidlertid
— da Venskab og Uenighed mellem Teaterfolk og
Artister som bekendt blusser hurtigt op, men lige
saa hurtigt brænder ud igen, tør man antage, at Ca
sorti, inden han sagde denne Verdens Publikum sit
sidste Farvel, endnu med Raad og Daad har støttet
sin gamle Scene, hvor han i mange Aar havde nydt
Hovedparten af Indtægterne og Æren. Han henle
vede sine sidste Dage i et lille Hus paa Vesterbro
ikke langt fra Teatret sammen med sin Hustru An-
tonetta eller Antonina Casorti, født Damato, som
han havde ægtet i sin Ungdom (18. Maj 1776) og
trolig samlevet med. I 1824 gjorde Ægtefællerne de
res Testamente, og Casorti viste sig ved denne Lej
lighed at have elleve Broderbørn; i det hele synes
Familien Casorti at have været mangfoldig som San
det ved Havets Bred. Den 28. Februar 1826 døde
Giuseppe Casorti, en Time efter at hans Slægtning
Rosalia Vidali havde lukket sine Øjne for bestandig.
Det fortælles, at Casorti uden for Teatret var en
tungsindig og indesluttet Natur, men om Udsagnet
bør staa til Troende, er tvivlsomt. Anekdoten om
Lægen, som uden at kende Casorti tilraadede ham
at gaa i Morskabsteatret og se Pjerrot for at blive
sit Tungsind og slette Humør kvit, er bekendt nok,
men heraf tør man næppe slutte, at Casorti som
Privatmand var Melankoliker; det synes at være et
Vandresagn, der ogsaa er tillagt andre store Navne
inden for det komiske Omraade. Historien er alle
rede fortalt om en bekendt parisisk Harlekin, der le