119 / 278
108
P R IC E R N E S TEA TR E
med en brændende Sol i hver Haand og en Ild
hjelm paa Hovedet. Senere hen i Tiden optraadte
Artisterne ogsaa med Fyrværkeri paa Læggene og
andre Steder af Legemet, og at det ikke altid var
en ganske ufarlig Sag, bar den yngre James Price
Vidne om, idet han, saa længe han levede, havde
ubehagelige Minder om disse Kunster i Form af
Brandar paa Ryggen og Benene. Netop paa sin
Bryllupsdag blev han forbrændt om Aftenen under
sin Dans paa Linen, men bed Smerten i sig.
Om Giuseppe Casorti efter sin Tilbagekomst til
Danmark holdt sit Løfte til Publikum om atter at
vise sig i sin gamle Rolle, er tvivlsomt; sandsynlig
vis har han nu været for affældig til at give sig i
Kast med de kaade Pjerrotløjer. I
Johan Frederik
Winther
havde han faaet en Efterfølger, der med
Troskab og Korrekthed traadte i sin Forgængers
Fodspor, skønt han havde sine særegne Ejendomme
ligheder; Winthers Pjerrotfigur var stor og ubehjælp
som, og der laa noget virkelig komisk i hans uen
delig lange Skridt og kantede Bevægelser. — Uvirk
som var Casorti dog ikke i disse sine sidste Leveaar;
i Slutningen af 1821 tænkte han paa fra Udlandet
at indbyde et Selskab af Linedansere, sætte sig i
Spidsen for det og give Forestillinger i Hovedstaden.
Dette Konkurrenceforetagende, der vilde have været
ødelæggende for Morskabsteatret, fik Frantz Kuhn og
hans Hustru med Held forpurret, og for yderligere
at sikre sin Eksistens begærede Kuhn ved samme
Lejlighed Borgerskab i København for i denne H en