115 / 278
1 0 4
P R IC E R N E S TEA TR E
terne. I Slutningen af September bød Casorti det
københavnske Publikum et „lige saa ærefrygtsfuldt
som hjerteligt Farvel“ ; han havde tilsammen tilbragt
ti Aar i Danmark, og hellere end gerne havde han
henlevet Resten af sine Dage i dette Land, som han
efterhaanden havde vænnet sig til at anse for sit
andet og bedre Fædreland — dog, han haabede at
vende tilbage en Gang endnu.
Søndag den 3. Oktober slog Afskedens Time; Ca-
sortis Pantomime „Tryllegrotten“ gik over Scenen,
men han selv optraadte ikke. Graaden flød den
Aften i det lille Morskabsteater, og faa Dage efter
græd Casorti Blæk i „Adresseavisen“, hvor det ikke
havde manglet med Opfordringer til ham om endnu
en Gang at spille i „Harlekin Skelet“. En Prøve af
dette Taarebudskab, der dog til Slutning indeholder
et Glimt af Haab om Gensyn, bør ikke forholdes
Efterverdenen. „Undertegnede“, hedder det, „der
ved den sidste Forestilling i Søndags er bleven be
æret med saa rørende Beviser paa et ualmindeligt
Bifald og almen Yndest, mangler Ord til værdigen
at tolke de Taknemmelighedsfølelser, hvoraf hans
Hjerte er gennemtrængt. Han haaber imidlertid, at
det ædle danske Publikum vil tiltro ham, at han a l
drig, saa længe han lever, vil forglemme det; at Min
det om samme vil gøre Skilsm issen end mere tung
for ham, og at han, fjern fra det uforglemmelige
København, vil mangen en Gang komme til at fælde
vemodige Længselstaarer.“ — Faa Dage efter stod
Casorti med sit Følge ud fra de danske Strande.