116 / 278
M O R SK A B ST EA TR ET
105
Den Kuhn-Priceske Familie skulde nu atter, efter
at Kærnetropperne havde svigtet Fanen, begynde
Kampen mod det vankelmodige og hjerteløse Uhyre,
der hedder Publikum. At gaa ene ud i Kampen vilde
let føre til Nederlag, man maatte søge friske Kræfter
til Erstatning for dem, der var tabte. Man fandt
dem i de to Brødre
Andreas
og
Christian Lehmann,
begge Linedansere og Ekvilibrister, den sidste tillige
musikalsk og med Talenter i Malerkunsten. Til de
nye Pantomimer, hvoraf der fremkom flere i 1819-
20, satte Chr. Lehmann Musik, og desuden diver
terede han Publikum med Koncertstykker paa Vald
horn og Harpe; ham tilfaldt ogsaa Pjerrots Rolle.
Af Pantomimerne fra denne Tid holdt et Par sig
paa Repertoiret i de nærmest følgende Aar, saaledes
„Apolio, eller: Befrieren af den af Sarband bortrøvede
Hyrdinde“, en heroisk Pantomime i 2 Akter, og
„Trylle-Rosen, eller: Harlekin som Grenader“, der
var komponeret af Frantz Kuhn; Musikken skyldtes
i dette sidste Tilfælde ikke Lehmann, men Kapel
musikus P. L. Keck.
Familien Lehmann var en Kunstmagerfamilie, der
navnlig havde holdt til i Skandinavien. Faderen til
de to nævnte Brødre, Carl Lehmann, havde i Slut
ningen af det attende Aarhundrede i Rostock lært
at kende en Dorothea Egestorff, der omkring 1776
var født i Hannover. Sammen med sin Familie var
hun i Halvfemserne kommen til København, hvor
den ene af hendes Brødre, Johan Heinrich Egestorff,
var en af de første fremmede Gøglere, der produ