161 / 278
1 5 0
P R IC E R N E S T EA TRE
Hendes „Tak og Afsked“ var ved et besynderligt
Misgreb taget fra den rørende Side, saa at Frem-
sigerinden endog optraadte sortklædt og — som
Kritikken siger — ekspektorerede sig om „Skæb
nens Ubønhørlighed“, om „Taarer“ og om Kunstens
Lod „at gaa efter B rød“. Slutningsbønnen „Lebe
wohl! Vergiszt uns nicht!“ vakte dog levende Del
tagelse hos Publikum, der fremkaldte baade Mad.
Rosenbusch, Poschel og Hanstein.
En rimet „Selv Tak“ fremkom umiddelbart efter
fra en Anonymus i „Kjøbenhavnsposten“. Digtet, der
er formet som et Farvel til Selskabets fejrede Prima
donna, udtrykker tillige nogle af de ejendommelige
Følelser, der knyttede sig til det gamle Morskabs
teater:
Stakkels Pjerrot, gamle Ven!
Du er død og borte, —
Gaar som Minde kun igen
I den hvide Skjorte;
Tvungent du paa Skiltet ler
Fra den gamle Rønne.
Det er ikke dig man ser:
Ej Diogenes er mer —
Det er kun hans Tønde.
Men undertiden spøger han i Tønden i et Sommer
aftenspil og besøger atter sine gamle Kendinge, thi:
Himlen med sin høje Ro
Bli’er dig ren Tragedie —
Bort du lister, kan jeg tro,
Gaar igen med store Sko
I en tysk Komedie.