167 / 278
156
P R IC E R N E S TEA TR E
alle sine fattige paarørende i Hjemmet. Det var først
og fremmest Pantomimen, der havde sit store og
sikre Publikum, men ogsaa Selskabets øvrige fanta-
stisk-halsbrækkende, skønt saare elegante Forestil
linger fandt Sangbund i Datidens København, hvis
Publikum allerede den Gang havde Ord for at nære
Forkærlighed for nervepirrende Optrin, selv om
dette almindeligvis tilskrives Nutidens Overkultur.
James Price glimrede ved sin overordentlige gym
nastiske Færdighed, og en engelsk Ekvilibrist
Croft
vakte Forbavselse ved en til Ledeløshed grænsende
Smidighed. Med Glæde gensaa man de to unge Sø
skende Carl og Josephine Winther („der som en ung
Gudinde næppe syntes at berøre den sitrende L ine“),
og senere paa Sæsonen Mad. Theresia Pettoletti,
hvis Mand var død 1830 (27. Novbr.) og havde ladt
hende tilbage i Enkestand med to Børn. Hos denne
fejrede Linedanserinde, der ikke havde optraadt i
de sidste syv Aar og nu var over de Fyrre, be
undrede man den gratiøse Holdning, der mindede
om længst forsvundne Dage.
Det københavnske Publikum lod det ikke mangle
paa Tilslutning; „intet fortjener vistnok heller“, stod
der i en Anmeldelse, „mere Opmuntring end et
Foretagende, hvis Resultat er alles Fornøjelse paa
ingens Bekostning, uden at det skulde være Pjerrots,
der imidlertid selv næppe er den sidste, der ler ad
sine store Knapper“. Ved den første Forestilling ef
ter Hjemkomsten, Søndagen den 27. Juli 1834, spil
ledes „Harlekin mekanisk Statue“, og heri viste