165 / 278
154
P R IC E R N E S TEA TR E
kurrence, der vokser op omkring det. Det er ram
mende Ord, naar en Anmelder skriver, at Navne
som Price og Winther ganske vist stedse vil blive
hilst med gammelt Venskab og Hjertelighed paa de
Bræder, hvor Lune og Lystighed saa tit har op
muntret andre og selv mødt Opmuntring, „men den
største blandt alle de magiske Kunster, deres Meta
morfose-Verden frembyder os, den mægtigste Trold
dom, hvoraf de er i Besiddelse, er unægtelig den,
at de kalder de gamle Skygger i Live, disse groteske
Skygger med skarpe Konturer, som en forsvunden
Tids Latter og Smil tilhører, Minderne fra saa man
gen under uskyldig Skæmt bortfløjen T im e“. —
Saa snart Frantz Kuhn havde lukket sine Øjne,
havde James Price fra St. Petersborg paa alle tre
Brødres Vegne søgt Bevilling til at fortsætte Sted
faderens Næringsvej. Price forlangte Eneret i hvert
Fald paa Vesterbro, saa ingen anden dér kunde
træde Selskabet hindrende i Vejen; set fra Prices
Synspunkt var Forlangendet ret rimeligt, thi Erfarin
gen fra Nørrebroteatrets kortvarige Eksistens havde
vist, at to Teatre uden for Byens Porte havde
Vanskelighed ved at bestaa samtidig. Men for
Publikums Vedkommende var en saadan Monopoli
sering forkastelig. Dette Punkt af Begæringen ind
rømmedes ikke heller, skønt Price havde haft god
Grund til at nære Betænkeligheder, thi endnu førend
Brødrene var kommen til Danmark, havde Pettoletti
oprettet sit nye Teater paa Vesterbro. Imidlertid fik
James, Carl og Adolph Price kgl. Bevilling af 7.