193 / 278
180
P E T T O L E T T IS T EA TR E
Indbyggere et Bifaldssmil, naar Thalia og Melpo-
mene hvile“, hvilket i mere nøgtern Stil vilde sige,
at han kun attraaede at spille paa de Aftener, det
kgl. Skuespilhus var lukket. Han opnaaede alligevel
intet. Ved et kgl. Reskript bemyndigedes Skuespil
direktionen at tilkendegive Pettoletti, at der ikke
kunde være Tale om at give Forestillinger i Køben
havn inden for Byens Porte. Men næste Gang havde
han bedre Held med sig. „Frygtsom og skæ lvende“,
som han skriver, forelagde han atter sin Bøn for
Kongen. „Frygtsom fordi min første Begæring, alt
for formastelig maaske, kunde opvække min Konges
Uvilje, og skælvende for min Fremtid, hvis denne
min anden allerunderdanigste Bøn skulde have samme
Skæbne. Men nej! Den Konge, som udbreder sine
Arme beskyttende over saa mange Tusinde Sjæle,
vil ikke give en af Glædens ringe Tjenere til Pris
for Mangel og Fortvivlelse.“ Det havde været langt
fra hans Tanke at ville gøre Indgreb i nogen Per
sons Næringsvej, end sige at konkurrere med de
kongelige Skuespillere. Nu bad han blot om at
maatte oprette et lidet Teater uden for Voldene,
og han ønskede Bevilling, ikke saa meget for at
gøre Brug af den, saa længe han paa antagelige Vil-
kaar kunde fortsætte Forbindelsen med Kuhn som
for at sikre sig mod vilkaarlig Behandling fra denne
Kant. Pettoletti havde heller ikke samlet sig noget
Selskab endnu eller tænkt over Teatrets Beliggenhed,
men naar han kom saa vidt, at han fik det rejst,
var det hans Agt navnlig at benytte det som Pan