205 / 278
192
P E T T O L E T T IS TEA TR E
stuvede Mennesker, der var komne indenfor, satte
Trængslen og de ubekvemme Forhold den velvillige
Stemning ned. Men det var ikke alene de rent ydre
Omstændigheder, der ikke behagede, selve Forestil
lingens Art fandt ingen rigtig Sangbund i Publikum.
Casorti havde indført den italienske Pantomime, og
ved hans Form holdt det københavnske Publikum
trolig fast, og følte sig — sin gode Smag til Ære —
ikke tiltrukken af Lewins nye Genre. Der var nem
lig en ret betydelig Forskel mellem ham og Casorti.
I den italienske Pantomime, hvis enkelte Dele sam
menknyttes af en virkelig Handling, var Pjerrot
figuren, saaledes som vi kender den den Dag i Dag,
den langsomme, godmodig kejtede Person med de
ejendommelige Bevægelser, i Modsætning til den liv
lige Harlekin. Lewins Pantomime derimod var op
rindelig anlagt paa det engelske Publikum, der for
drede mere ydre Effekt. „Guldnøglen“ var for lang
Tid siden af Lewin bragt frem paa Scenen i London,
og var beregnet paa at vinde sit Publikum ved en
Række hurtige, slaaende.Forvandlinger, bestandig Af
veksling af prægtige Dekorationer og ved overra
skende Spring og Kunststykker, mere end ved en
virkelig komisk Handling. Pjerrot havde maattet vige
Pladsen for den engelske Klovn, den letbevægelige
Klodriansfigur, — og Harlekinsskikkelsen, der ud
førtes af Lewin, var afløst af en Badutspringer, der
snart stod paa Hovedet, snart paa Benene. Longue-
mares Udførelse af Pantalon behagede heller ikke,
selv om han med stor Kunst forstod at ryste i Knæ