203 / 278
190
P E T T O L E T T IS TEA TR E
forvandlet til en gulsottig, kamplysten Klopfægter“,
men man havde dog snart opdaget, at det var Lewin
og ikke Pettoletti, der var Ophavsmanden. Dette
maatte Indsenderen pointere, og han lagde Lewin al
vorligt paa Sinde „for sin egen Skyld at erindre, at
han hertillands ej mere end noget andet Sted i Eu
ropa lever blandt uopdragne Mennesker og Bjørne,
en Tanke, som desværre end ikke skal være ud
ryddet hos uvidende Udlændinge“. Men Lewin lod
ikke Beskyldningen sidde paa sig; i en Erklæring i
„Kjøbenhavnsposten“ hævdede han, at det var pure
„Instigation“, der laa til Grund for Angrebet. —
Da Lewin havde rømmet Marken, maatte han for
at bjerge Livets Ophold assistere hos Konkurrenten
Kuhn paa Vesterbro, hvad der kun gjorde ondt
værre i Forholdet mellem ham og hans Medinteres
senter. Lewin paastod, at Pettoletti havde formaaet sin
Landsmand, Hofviktualiehandler Dominico Capozzi,
til at opkøbe Gældsfordringer paa ham, og, som
han insinuerede, maatte Pettoletti og Magni have
forstrakt Capozzi med Pengene dertil, blot for at
bringe ham i Ulykke. Hvordan det nu var eller
ikke var, saa er det sikkert, at Capozzi var bleven
Ihændehaver af nogle Fordringer paa Lewin, som
i den Anledning blev sat i Gældsfængslet, hvorfra
han i November 1829 (han sad der fra 2. Novbr.
til 5. Decbr.) sendte to lange og rørende Bønskrif
ter til Kongen om Sagen. Lewin var dog næppe
ført bag Lyset, saaledes som han paastod, thi i Ja
nuar 1830 gik alle tre Interessenter paa Forlig og