7 / 104
4
S tor Opsigt vakte d e rfo r det mægtige Følge,
d a det langsom t skred gjennem Byens Gader.
»Saa mange bløde H atte liavde aldrig væ ret sam
let p aa et Sted«, hed det Dagen efter i en Avis.
Men da Toget naaede Vartov Kirke, standsede
det, og medens O rgeltonerne lød fo r aabne Døre,
brød Salmen: »Krist stod op af Døde«, frem fra
Tu sinde r af H je rte r med en K ra ft og Enhed ,
de r g jorde et mægtigt In d try k og skab te F o r
nemmelsen af, at h e r var en Magt, d e r m aatte
tages Hensyn til. —
En ta lrig Skare fulgte med til Kjøge. Ved
Graven blev H o strup s Sang; »Kimer I K lokker!
Nys sluktes enS o l over Mulde«, sunget, og b land t
mange and re talte B jø rn stje rn e B jørnson . H an
b rag te en H ilsen fra dem i de tusinde H jem og
fra dem, de r lever det sto re Liv med og ta le r til
Alle. En T ak f ra dem for, hvad de af G rund t
vig h a r faae t fo r deres G ern ing !«
»Det
m ener jeg derfor,« sagde han , »at medens der
ved and re Grave lyses F red , bø r der lyses Kamp
over denne. Kamp fo r det, vi elsker, — og elsker
ved ham!«
Der va r U ro i Tiden, Uro i Menneskenes
Sind, U ro i N aturen . En S torm flod af uk jend t
Voldsomhed hærgede det E fte r aa r sto re Dele af
D anm ark . I B jørnsons modtagelige Sind gjærede
det. Til Grundtvigs Æ re skrev h an i de Dage sil
mærkelige Kvad: »Ligesom Vølven i Nordfo lkets
Gry steg over Sagnenes Vande«, hvo r det hed
der: »Synerne tog ham , — fo r mægtige H aand
H je rte rnes Strængeleg bæved, — Fo lkene rejste