KøbenhavnsHøjskoleforening

sig. Fæd renes Aand, »Kamp-Aanden« Kamp-

Raabet hæved. Synligt det blev p aa de b ristende

Baand, at den leved«. —

To Dage efte r Begravelsen blev der, som sæd

vanligt: i en Række Aar p aa Grundtvigs Fødsels

dag den 8. September, a fho ld t »Venne-Møde«.

Men Venskabet b rast, da B jø rnson lagde Ven

ne rn e p a a S inde at blive Grundtvig lige i Rum

melighed, og d a h an krævede af dem, at de

skulde vise denne Rummelighed, ogsaa i F o r

ho ldet til Tyskland.

E n S to rm af Uvilje b rød løs. H adet mod

Tysk land v a r endnu saa glødende, at m an ikke

engang taa lte en Henstilling om at vise R etfæ r

dighed ogsaa til den Side. Men B jørnson, som

ikke lod sig skræmme, fo rtsa tte sin Kamp i Tale

og Skrift i D anm a rk og Norge. H an talte om

at fo rand re Signalerne, og A fstanden voksede

mellem ham og G rundtvigianerne. Det blev mer

og m e r aabenlyst, at Rummelighed havde de

ikke taget i Arv. Grundtvigs kirkelige Syn havde

hos den æ ld re Slægt fæstnet sig i Læ resæ tninger,

og B jørnson , som ikke kunde bøje sig ind unde r

de Krav, som sæ rlig P a s to r B irkedal opstillede,

blev udstød t og fjernede sig e fte rhaanden helt

fra den Aand, om hvis Syner h an havde sunget:

»Nordfolkets Udsigt i tusinde Aar skal den

rande«. —

Det forenede Venstres Dannelse havde alle

rede sat Splid mellem H ø jremæ nd og Venstre-

mænd ind en fo r G rund tv ig ianernes Lejr. Denne

Samm enslu tn ing mellem Idealister og M aterial