KøbenhavnsHøjskoleforening

stort«, saaledes havde h an selv i 1863 fo rm u leret

sin Opgave. Men h an s Sind v a r tungt, hans Livs

betrag tn ing mørk , T ilvæ relsens V ilkaar fo r ham

fortvivlede: »Hammerslag p a a H amm erslag ind

til Livets sidste Dag. Ingen Morgenstraale sk in

ner, ingen H aabets Sol oprinder«. Det er »Bjerg

mandens« Tale, men sigter aab enb a rt p aa den

sandhedssøgende Menneskeheds Vilkaar. Ibsen

ta le r om »at vi sejler med et Lig i Lasten«, om

»Nødvendigheden a f Aandernes Revoltering«. J a

i et særdeles m ø rk t Ø jeblik siger han : »Jeg læg

ger med Lyst To rpedo und e r Arken«.

U nder Paav irkn ing a f den ny Tids K rav greb

Ibsen sine Em n e r ud af Hverdagslivet, og frem

fø rte fo r os Mænd og Kvinder, som de gik og

stod ib land t os. Konsul Bern ik i »Samfundets

Støtter«, Advokat Helm er i »Et Dukkehjem« er

begge ansete, dannede Bedsteborgere, der pas

ser deres Fo rre tn ing e r, be ta le r enhver sit og

lever i lovligt Ægteskab. F an a tik e ren B rand og

Bohemen P e r Gynt v a r begge uden fo r Sam fun

det, de kom os ikke saaledes ind p aa Livet, vi

mødte dem ikke hve r Dag p aa Gaden, vi var

ikke p aa H a t med dem. Men P e rsone rne i Ib-

sens nye Skuespil dem k jend te vi kun alt fo r

godt, og d e rfo r greb Ibsen saa dyb t og ram te

saa stæ rkt.

In te t T ea te rstykke h a r nogensinde vak t et

saadan t Røre i det k jøbenhavnske Fam ilie livsom

»Et Dukkehjem«. Mændene stod selv i de bedre

H jem afslørede som forfængelige Egoister. Ib-

sens sofistiske og bestikkende Logik havde