KøbenhavnsHøjskoleforening

taget P ippe t fra dem, hvo rim od H u stru e rn e , som

Nora, fik Tungebaandet løst og fo rkynd te den

sto re Opdagelse, at de v a r nedværdigede ved

deres Ægteskab, a t de i G runden altid havde

væ ret ulykkelige. Ja, Ibsen havde i Sandhed

faae t Lykke til at lægge To rpedo und e r Arken

i det omværnede, hellige Ægteskab. Som Gre

gers W erle i »Vildanden« reiste Ibsen den ide

ale F o rd ring , afslørede »Livsløgnen«, men øde-

lagde Idyllen. H vert andet Aar kom et ny t af

hans D ram ae r. Ventet med Spænding, avlede

de hver Gang en u hy re Bevægelse og F o r a r

gelse. »Gjengangere« vakte en saadan Fo rb it-

trelse, at ingen a f N ordens T ea tre den Gang

vovede at op føre det.

E fte r en Aprilstid i B jø rnsons Sind, i hvil

ken det gamle faldt, og det ny fik Fæste, mødte

ogsaa h an frem i den ny T ids K lædebon med

sine realistiske S am fundsd ram aer. H ans Syn paa

Menneskene gav dog han s A rbejder en ganske

anden F a rve end Ibsens. Menneskene v a r efter

B jø rnsons Opfattelse i sig selv gode, det v a r F o r

holdeng, d e r v a r slette, det va r Sam fundet, de r

skulde forbedres.

I »En Fallit« b liver alt godt, da iVdvokat

Beren t h a r k la rlag t fo r G rosserer Tjælde det

Selvbedrag, hvo ri h an h a r væ ret h ildet i sin

fortvivlede Kamp fo r at undgaa Fallitten , og det

hele ender i en Fam ilieidyl. Det er F o rre tn ing s

livet, de r ødelægger Mændene. I »Redaktøren«

er det Po litiken, d e r g jø r dens D y rkere til smaa

Mennesker, og i »Kongen« er det det una tu rlige