KøbenhavnsHøjskoleforening

Socialdemokratiet voksede fra Aar til Aar i An

ta l og Indflydelse.

In te t sæ rp rægede dog de aandelige S trøm

n inge r i Hovedstaden som den Bevægelse, Georg

B randes vakte. H jem komm en fra Udlandel;,

stæ rk p aav irke t af de sto re Begivenheder i

F ran k rig og hypno tise re t af F ran skmæ ndenes

Syn p aa L ite ra tu r og Kunst, ho ld t h an p aa U n i

versitetet en Række Fo red rag , hvo r h an angreb

alle de Fo restillinge r, hvo rp aa Livet fø rtes h e r

hjemme.

B randes kald te disse Fo red rag , som h an be

gyndte i E fte ra a re t 1871, »Hovedstrømninger i

den europæ iske L ite ra tu r i det n ittende Aarliun-

drede«, men h an fo rm ede dem som en F o rdøm

melsesdom over dansk L ite ra tu r. H an haanede

dens Barn lighed og Spagfærdighed. De no rd isk

germ anske Begreber om Ægteskab, Sædelighed

og Religion g jorde h an til G jenstand fo r en b i

dende Spot. H jem følelsen fo rk la rede h an som

avlet af Kakkelovnsvarme. H an bek jæmpede det

no rd isk nationale , k o rt sagt alt det, som G rund t

vig havde k jæm pet for.

Det v a r dog ikke G rund tv ig ianerne alene, d e r

følte sig op rø rte . B randes pietetsløse Angreb

p aa den L ite ra tu r og Ku ltur, m an den Gang le

vede paa, og hans rad ik a le F o rd ring : »Menne-

skeaandens Revoltering«, en Vending, h an havde

fra Ibsen, vakte, som n a tu rlig t er, en alm indelig

Fo rb itre lse og Bestyrtelse. Der blev en O pstan

delse som ald rig fø r i de konservative K redse

og i den k jøbenhavnske Presse. Sam fundso p