9 / 104
6
ister, mellem Aser og Jæ tte r, som m an den Gang
yndede at ud trykk e sig, fald t mange fo r B rystet;
men re n t galt blev det, efter at Venstre i 1873
havde nægtet F inanslovens Fremme, Da b rød
de r en Krig ud, som aldrig fik Ende, saalænge
de Gamle v a r i Live, m an kæmpede fo rb itre t
mod h inand en om Politik, om Skole og Kirke,
ja endog om, hvad Grundtvig vilde have ment,
hvis h an havde levet.
Det v a r dog ikke alene b land t Grundtvig
ianerne, d e r v a r U ro og Kamp. T red se rn e havde
væ ret Nederlagenes Tid. Med Slaget ved Sedan
v a r de r g jo rt Ende p aa alle F o rh aabn ing e r om
G jengjældelse og Oprejsning. Den anden Men
neskealder af det n ittende A arliund rede v a r lø
ben ud. Dens Mænd v a r gam le eller døde. De
Ideer, de havde levet paa, v a r falmede, deres
Po litik havde lidt Skibbrud. Tysk land v a r b le
vet sam let til et mægtigt Rige. F ran k rig va r
ydmyget og svækket ved ind re Splid. Kommune
opstanden i P a ris havde re js t de store, sociale
Spørgsmaal, og rad ik a le Ideer tænd te S indene
i Brand.
Den 21. Ju li 1871 udkom fø rste N umm e r af
»Socialisten« und e r Ansvar af H. Brix, men be
sjæ let og ledet af Postassisten t, L ieu tnan t Louis
Pio, der havde tilegnet sig den rad ik a le Socialis
mes Verdensbetragtning. Med s to r Energ i og
ag itato risk Evne kald te h an Masserne til Kamp
fo r en P lads i Solen. Det vakte en uhy re F o r
skrækkelse, og alle »gode« K ræ fte r blev mob ili
serede fo r at knuse denne Bevægelse i Fødslen.