KøbenhavnsHøjskoleforening

»Held fo r dem, d e r blev S tuden ter i den re tte

Tid«, saaledes lad e r D rachm ann S tuden tersam

fundets Medlemmer lovprise den Tid, som vi

h e r om hand ler. Nægtes kan det ikke, at det var

en bevæget, en in te ressan t Tid. »En Tid, hvori

det gamle falder«, som B jø rnson siger om April,

Men endnu skim tedes ikke dét ny, som skulde

faa Fæste. T h i det v a r ogsaa en vanskelig Tid

og isæ r fo r unge ubefæstede Mennesker, som

kom til Hovedstaden og hvirvledes ind i den

Malstrøm af L idenskab og Raaddenskab , som

blev sat i Sving und e r Rydn ingsarbejdet. N a a r

alle æ rvæ rd ige Overleveringer af Sæd og Skik,

alle religiøse og moralske, æstetiske og etiske Be

g rebe r kastes overende og erk læ res for skade

lige Fordomm e, gaa r d e r uundgaaeligt mange

Væ rdier i Løbet, ligesom und e r Billedstormer-

nes Rasen i de kato lske K irke r efter Reform a

tionen. Kynismen og dens Følgesvend Fortv iv

lelsen gav sig da ogsaa stæ rke Udslag i den føl

gende T ids Digtning. F o r blot at nævne nogle

Værker, som bæ re r stæ rk t V idnesbyrd om den

T ids aandélige F rug te r, an fø re r jeg: Schan-

dorffs: »Uden Midtpunkt«,

H erm an Bangs:

»Haabløse Slægter« og Arne Garborgs: »Trætte

Mænd«.

Hvor helt anderledes tegner ikke H ostrup

sin S tuden tertid , og dog va r det ikke nogen in

teresseløs Tid. Hvor ofte søgte m an ikke i de

p rov iso riske T ide r at fremm ane Aanden fra Otte

ogfyrre. H ostrup stod endnu den Gang ib land t

bs med hele sit milde Syn p aa Menneskene og