24 / 104
21
Legene, og alle blev sm ittede af hans elskvæ r
dige Munterhed. S lo tsp ræ sten ho ld t ikke paa
Velærværdigheden; han v a r god til at gaa paa
Stylter, og som æ ld re Mand lagde h an sig efter
at løbe p aa Skøjter. Jeg ser ham endnu løbe
p aa Badstuedammen sammen med H u stru og
Børn. —
t
H ø jdepunk tet af Mun terheden naaedes
vel, da h an en Fastelavn skrev »Skræddersven
dens Vise«, som vi unge i Fo rk læ dn ing og med
Masker p aa sang nogle S teder i H illerød. E t
Sted blev vi sm idt ud, et andet Sted blev vi sæ r
deles godt modtaget, og d e r v a r H ostrup og F ru e
tilstede fo r at se, hvorledes det hele spændte af ;
d e r lod vi M askerne falde, og det hele endte i
Jubel. —
Jeg blev S tuden t i 1876, men kom i mine
S tud en te raa r jævnlig til H illerød . Saa v a r det
en Dag i 1878, at jeg fo rta lte H ostrup om Li
vet i S tuden terfo ren ingen , og jeg bemærkede, at
d er den Gang ikke v a r synderlig t at hente der.
— H o strup sagde da : »I kan jo selv danne en
Fo ren ing fo r unge Mennesker, og det er jo ikke
nødvendigt, at den udelukkende komm er til at
bestaa af Studenter.« Jeg tænk te over disse Ord
og henvend te mig saa til H a ra ld Holm om den
Sag. H an v a r strax med, ligesaa Svend Høgs
b ro ; vi dannede saa Fo ren ingen og fik et me
get lille Lokale p aa H ø jb rop lads hø jt oppe i et
Hus. Vi kald te den Højskoleforeningen, fordi
vi mente, at den skulde bestaa af Folk, som
havde F o rstaae lse af den danske Højskole. I
Begyndelsen gik det smaat, men da vi var flyt-