30 / 104
27
Sted ved Nø rrevo ld at indfange en beskeden
K rans af »Klokkelyng fra Kap«. Naa! Oehlen-
schlåger, denne Bøgeskovens Sanger, bek ranset
med Hedens fattige Blomster, det v a r ganske
vist en latterlig Idé, men det tog sig meget pæn t
ud, og — d e r v a r ingen, d e r lo — saavidt jeg i
alt Fald kunde se og høre.
M A T H I L D E P E T E R S E N
var jo som bekend t Fo ren ingens første Besty rer
inde og Lederen a f det daglige Liv i Hjemmet,
F io lstræ de Nr. 17, 1. Sal, Mb, og i de Aar, man
d é r sad til Huse, v a r hun i Virkeligheden en af
dem, d e r a lle rstæ rkest gav Fo ren ingen dens
Præg. Det v a r et heldigt Valg, m an h e r havde
gjort, th i Mathilde Pe te rsen va r i Besiddelse af
mange og frem ragende Evner til at løse den in
genlunde lette Opgave at være Værtinde for det
nye Samfund. H un skulde tage sig af de unge
Mennesker fra By og Land, d e r daglig færdedes i
Lokalerne, modtage, h jæ lpe og vejlede tilrejsende
Fremmede, besty re Pensionatet og udføre ad
skillige and re Ting, som na tu rlig t faldt i hendes
Lod som H usm oder i den store Gærning. Hun
m edbragte he rtil et ikke ringe Fond af Energi
og en egen stille ind trængende Myndighed og
Evne til at lede. D ernæ st en sikker T ak t og en
Maade at op træ de paa, d e r beherskede S ituatio
nen, uden at stille hendes egen Pe rson frem,
uegennyttig og opofrende som hun var i hele sin
Fæ rd. —