KøbenhavnsHøjskoleforening

benhavn som ung S tuden t havde jeg h id til in

gen egentlig Fo rb inde lse hav t med Kredse, hvo r

f r a Fo ren ingen n a tu rlig t søgte sin Tilgang. Vel

havde jeg af og til h ø rt noget om H ø jsko ler og

Grundtvigianere, men det va r jo den sædvan

lige m isvisende Omtale udefra, som dengang

v a r saa alm indelig og m aaske ogsaa er det endnu ,

i al Fa ld tildels. Om de opb læste Højskoleelever,

der, n a a r de kom hjem fra Skolen, ikke be

stilte andet end synge om T h o r og Odin, om

Valhal med Flæsk, Mjød og Bragesnak. J a og

saa om de »glade Kristne«, som de saa ofte

spo ttende kaldtes. Alt det kend te jeg og mere

til. Jeg havde end ogsaa lad t mig fo rtæ lle fo r

fu ld t Alvor af en paalidelig Mand, at Menighe

den i Vartov kun havde én Melodi til alle sine

Salmer, og det v a r den i de Dage kendte popu

læ re »Dumme Peter«. »Hvorfor er Du dog saa

dum«.

Jeg skal h e lle r ikke nægte, at det til at be

gynde med kneb lidt med at komme i For-

staaelse med alt det nye, d e r strømm ede én i

Møde. Det v a r jo fremm ed Tale og ukend t

T ankesæ t fo r saadan en ung P rov insstuden t, lige

sluppen løs af den so rte Skole.

Det v a r heller ikke saa sjæ ldent, at jeg lige

frem reage rede og pro testerede, men d e r v a r

sam tidig noget, d e r slog mig, v irkede betagende.

Hvad det var, er ikke saa nem t at sige, men det

va r vel næ rm est det at have Følelsen af at staa

Ansigt til Ansigt med et P u st af F riskh ed og

Oprindelighed, aandeligt F ris ind og Bevægelig