KøbenhavnsHøjskoleforening

er d e rfra , at det første Stød er udgaaet til Dan

nelsen af H ø jsko leforen ingen i København og

derved til alle danske Hø jskolehjem , saa skal

jeg, inden jeg fo rtæ lle r herom , i ko rte T ræ k søge

at d rage nogle M inder frem f ra P ræ stegaarden

i H illerød, og jeg kan godt sige: Jeg ejer alt det

svundne endnu.

Det v a r et k risten t Hjem. Om Søndagen gik

H ostrup stille og alvorlig ved sin H u stru s Side

ned gennem den lange Slotsgade til F red e rik s

borg Slotskirke. Det er vel den prag tfuk leste

K irke i D anm a rk med dens P ræd ikesto l til Dels

af Sølv og det forgyldte Loft; men det va r ikke

med B ram eller B lom sterprag t, at H ostrup p ræ

dikede. H an stod saa stilfæ rdig og ydmyg og

aflagde sit V idnesbyrd, saa evangelisk og k la rt

som vist faa. Det v a r en Højtid, som jeg, d e r var

de r fra m it 15.—19. Aar, meget sjæ lden t forsøm te

nogen Søndag, og skøn t jeg ikke huske r Enke lt

heder, saa ejer jeg det svundne, saaledes at det

ofte dukke r op af m in »Underbevidsthed« og

k la re r meget fo r mig. — Og Livet i H jemmet

svarede godt til det, vi hø rte i Kirken. Vi sam le

des hver Morgen til Morgensang af et Psalme-

hæfte, H o strup havde udgivet, og Sam talen fald t

ofte p aa kristelige Spørgsmaal, hvo r F ru E lisa

beth H o strup med sto r K ra ft og Varme kæm

pede fo r sin Mening, og H ostrup stundom med

et Smil hø rte til, n a a r hendes Ord lød noget

stærke. Det kunde ogsaa ske, at vi m idt paa

Aftenen kunde synge Psalmer. Saaledes glem

m e r jeg ikke, at vi en Aften sang: »At sige Ver