29 / 104
26
redvilligt, at de m aaske nok havde en saadan
Buste »eller i al Fald noget lignende«, og efter
megen Ransagen p aa H y lde r og i m ø rke Kroge
tra k hun endelig et støvet Gipshovede frem og
spurg te, om ikke nok det kunde bruges. Det
kunde d e r nu slet ikke væ re Tale om, da det
viste sig, at Busten ikke b lot savnede enhver Lig
hed med Oehlenschlågers smukke Hovede, men
oven i Købet forestillede en Mand med fo r
d rejede T ræ k og en ondskabsfu ld Mund. Det var
nemlig en Yoltaire-Buste. Da jeg nægtede at
tage den fo r god, p ræ sen te rede hun mig en lille
Englebasse med udspilede Vinger og S tru tk in
d e r med Fo respørgsel, om ikke den i Nødsfald
kunde antages. Saa opgav jeg Ævred d e r og
sty rtede videre, ind til det endelig lykkedes mig
a t ram le p aa en rigtig Oehlenschlåger-Buste,
men da v a r T iden ogsaa gaaet, og Festen skulde
begynde om en halv Times Tid. Kunstvæ rket —
det er vel forlængst hen sm u ld re t — blev anb rag t
p aa et Bogskab inde i Fo red ragssa len m id t und e r
en F lagdeko ra tion , og tog sig virkelig meget godt
ud. Men saa e r d e r nogen, som ra a b e r paa, at
d e r dog bu rd e væ re en lille B lom sterk rans om
k ring D igterens Isse. Det gik slet ikke an, at der
ved en saadan Fest manglede denne Prydelse.
Afsted m aatte jeg igen, og det gik over Stok og
Sten, th i det v a r jo allersidste Øjeblik, om Æ ren
skulde reddes. Den Rigdom af B lomster, m an nu
ser i Bu tikkerne hele Aaret rund t, kendtes ikke
dengang, og a lle rm indst ved V intertid, saa det
v a r v istnok et helt lille Kunststykke af mig et