Forskønnelsen

BYGGELOY BYGGEKUNST M. M.

In der B eschränkung zeigt sich erst der M eister,

U nd das Gesetz n u r kann u n s F reiheit geben.

(G oethe.)

Oktober-Heftet har Hr.Architekt E. Fischer

skrevet en Artikel, betitlet: »Byggelov contra

Byggekunst«, der vel røber dens Forfatters var

me Interesse for vor H ovedstads Udseende,

men som paa den anden Side syn es m ig at

vise en saadan M angel paa Forstaaelse af en

B yggelovs Maal og Midler, at Artiklen ikke

bør staa uimodsagt.

Hr. F ischers Artikel er, trods den i alm in delige Udtryk holdte Titel, intet andet end en

Kritik af det Forslag til en n y B yggelov for

København, som af K omm unalbestyrelsen i

sin Tid er indsendt til Justitsm inisteriet, og

som for øvrigt efter Fremkomsten af Artiklen

er blevet forelagt Landstinget med nogle e n 

kelte Ændringer, og det vil derfor sikkert ikke

syn es underligt, at netop jeg — som den, der

har udarbejdet det Udkast, hvorpaa nævnte

Forslag hviler — har ment at burde im ødegaa

Hr. F ischers Artikel.

Man kunde m aaske først spørge: »Hvorfor

er Hr. F ischers Kritik ikke fremkommen før?«

Var det sket, vilde der have været L ejlighed

til en m u lig frugtbringende D isku ssion om Forslaget, der jo ” saa havde foreligget for R igs

dagen end mere vel oplyst end nu. I det H ele

er det mærkeligt, saa lidt Interesse der syn es

vist Forslaget af vore Architekter, for hvem en

n y B yggelov dog maa have en ret stor Betydning. H erved skal jeg im idlertid ikke opholde

m ig; m en om Formen for Hr. Fischers Kritik

maa jeg sige et Par Ord, forinden jeg gaar ind

paa Enkeltheder.

Hr. Fischer omtaler næ sten ikke det nye

B yggelovsforslags Forhold til den nu gæ ldende B yggelov, han peger ikke — eller kun

rent und tagelsesvis — paa Punkter, hvor hint

har Fortrin for denne, eller hvor denne er

bedre end hint; han tager det n ye Forslag op

til ganske isoleret D om fæ ldelse. En saadan

Form for Kritik kan vel under v isse Forhold

være fuldt berettiget, og personlig er jeg ingen

Ynder af den saa hypp ige Form for B edøm 

m else, hvor der klappes med den ene Haand

for at slaas saa m eget kraftigere med den an den; men i det foreliggende T ilfæ lde er M etoden ganske forkastelig, fordi der i U d vik lin gen af en Bys B yggelovgivn in g maa bevares

en vis Kontinuitet, saaled es at en n y B yggelov nødvendigvis maa ses i Samm enhæng

med den bestaaende. D enne Opfattelses Rigtighed behøver jeg næppe detailleret at paavise, og naar jeg overhovedet har fremdraget

en formel Fejl i Hr. F ischers Kritik, er det

kun, fordi Hr. Fischer ved at begaa denne

Fejl ret tyd elig viser, at han m angler Blikket

for nævnte Kontinuitets N ødvend ighed, og

dette er sand elig mere end en formel Fejl.

Hr. Fischer begynder sin Artikel med at

skrive — endda med spærret Skrift — hvad

vel skal være K vintessensen af hans Kritik:

»Grundfejlen i Loven [d. e. det nye Lovforslag] er efter m in M ening den, at den kom 

mer til at bestemme, hvorledes Byen vil blive

bygget. — Det skal den ikke. D en skal derim od fastsætte, hvorledes den ikke maa b y g 

ges. D en skal bestemm e Grænserne for B yggefriheden paa en Maade, der giver en vis B e

væ gelsesfrihed, saa det bliver m uligt at forme

Gaderne eller B ygningerne efter deres in d iv i

duelle Fordringer«. Der er lidt rigtigt og m eget fejlt i denne Udtalelse. Opgaven for en

B yggelov kan ganske simpelt siges at være

den at bestemm e Grænserne for B yggefri

heden, og hverken andet eller mere; den B e

væ gelsesfrihed, Loven giver, maa lig g e ind en for d isse Grænser. Er det dog ikke f. Eks.

klart, at en B yggelov ikke kan tillade u b egrænset høje H use, ikke ubegrænset sm alle

Gader? M en vil Du bygge H u se med m in dre H øjde end den største, Loven tillader, vil

Du bygge Gader, der har større Bredde end

den, Loven sætter som M in im um , saa vær

saa god; Du har D in Frihed. Og denne Fri

hed er stor nok for Mesteren. Fiolstræde er

en saa sm al Gade, at en B yggelov ikke bør

tillade høje H u se langs dens Sider; Loven

maa her tage haardt. Har H erholdt dog ikke

bygget en dejlig Façade (U niversitetsbiblio

tekets) mod denne Gade? Men ganske vist;

de Herrer Kunstnere, som bygger H u sen e i

Thorsgade, de vilde vel nok have skreget paa

M angel paa Byggefrihed, naar de havde faaet

H erholdts Opgave her. Det er jo endda saaledes, at det n ye B yggelovsforslag stærkt v a rierer Byggefrihedens Grænser; det deler B y

en i 3 Zoner med forskellig Byggefrihed, og

det tillader Fastsæ ttelsen af m eget forskellig

B ebyggelse (Fabriksbebyggelse, V illa-B ebyggelse, B ebyggelse med højst 3 B eboelseslag,

B ebyggelse med Forhaver, o. s. v.) rundt om

i h ele Byen. Alt dette er ikke Hr. Fischer nok;

Loven skal tillade at »forme B ygningerne efter deres ind ivid u elle Fordringer«. Kan der

forbindes nogen anden M ening med denne

Fordring, end at hver enkelt B ygn ing skal

have sin B yggelov?

I den citerede Passus udtaler Hr. Fischer

ogsaa, at Lovforslaget »kommer til at bestem me, hvorledes Byen vil blive bygget«, og efter

moderne tysk Mønster illustreres dette ved et

»Eksempel«: Stationsbyen fra A arhus-Udstil-

lingen, og et »Mod-Eksempel«: Aalborggade

i København. Der er — desværre — noget

rigtigt i, hvad Hr. Fischer saaled es siger; det

gæ lder blot ikke særlig det nu foreliggende

Lovforslag. Enhver B yggelov vil n em lig let

foraarsage en skab elonmæ ssig B ebyggelse ved

en bestem t Gade; m en Loven er her ikke

»causa causans«, Forholdet skyldes ganske

simpelt Grundejerne, der — ret u n d sk yld eligt — gaar Lovens Grænser saa nær som

muligt. H u sen e i Aalborggade er i Følge Hr.

Fischers fotografiske G engivelse alle lige høje,

hvilket ser hæ sligt ud; hvor høje de er, har

jeg ikke maalt, og dog kan jeg angive det

106