114 / 132
med 1 cm ’s N øjagtighed: de er saa høje, som
B yggeloven overhovedet tillader. Men er det
B yggeloven s Skyld, og havde der ikke været
en A n ledn ing for Hr. Fischer til bl. a. at frem
hæve, at netop ved det n ye B yggelovsforslag
er M aksim alhøjden af H u sen e gjort afhængig
af, om der findes Beboelse i deres Tag-Etage
eller ikke, en B estemm else, der vistnok i n o
g e n Grad kan ventes at v ille forhindre den
Art kedelige Silhouetter, vore Gader nu viser,
fordi det dog maaske i nogle T ilfæ lde kan
b live lige saa økonom isk at bygge lidt lavere
m ed Beboelse i Tag-Etagen, som lidt højere
uden saadan Beboelse.
Hr. Fischer skriver videre: »Naar N ogen
nu vil byg ge en offentlig eller privat B ygn in g med andre Former end den normale
H ustype efter Loven, saa støder han enten
m od Bygherrens økonom iske Interesser, eller
han maa søge D ispen sation er fra Loven, som
oftest i Strid med M edborgernes hygiejnisk e
Interesser«. M en »den normale H ustype efter
Loven« skabes som sagt netop kun af B ygherrens økonom iske Interesser, og »Medbor
gernes hyg iein isk e Interesser«, dem maa da
B yggeloven have Lov til — ja, være forpligtet
til — at varetage, og hvor er saa B yggeloven s
Fejl? Det, Hr. Fischer vil m ed sin hele Artikel — det fremgaar egentlig allerede af dens
Titel — er vel nok en P aavisning af, at det
n ye Lovforslag ikke tillader en saa fri »kunstnerisk« Udform ning af B yens Bygninger, som
han kunde ønske. Om en B yggelovs Forhold
til det rent kunstneriske bør man im idlertid
altid tale lidt sagte. Hr. Fischer er sikkert med
m ig en ig i, at en B yggelov i og for sig ikke
kan frembringe en kunstnerisk smuk B ebyggelse, den kan kun til en vis Grad tillade e ller forhindre d en , n em lig ved de Grænser,
den af andre H en sy n — h ygiein isk e, brandtekniske, Fæ rd selsh en syn o. s. v. — er nødt til
normalt at fastslaa. Vil man af kunstneriske
H en sy n ud over d isse Grænser — og i v isse
T ilfæ lde kan Ønsket herom selvfølgelig være
berettiget — aabner de fleste B yggelove, saa-
ledes ogsaa det n ye Forslag, M ulighed der
for; men da naturligvis saaledes, at A fgørelsen ikke træffes ved selve B yggeloven — dette
vild e jo være ugørligt — m en efter personligt
Skøn af Lovens M yndigheder. Og her er vi
ved et farligt Punkt. Hr. Fischer taler i For
bind else med sin sidst citerede Sæ tning om
»de fortræffelige Aahuse«, P iesner har bygget
paa Aaboulevarden, og er højst glad ved dem;
m en kunde denne B ygn ing ikke lige saa vel
være udført efter det n ye Lovforslag som efter
den nu gæ ldende Lov? Hr. Fischer nævner
kun som en Fejl, »at B ygn ingen [Aahusene]
klemm es inde m ellem Lovens Grænser, som
en Rotte i en Fælde«. H vad hermed m enes,
er m ig ganske vist uforstaaeligt; m en jeg skal
overhovedet lade denne B ygn ing uom talt; det
er jo ikke A lle, der er lige begejstrede for de
»Piesner«ske Perpendikulærer. Lad m ig der
im od næ vne en anden B ygn in g , om hvis
kunstneriske Fortrin der turde herske mindre
T v iv l, n em lig Københavns Raadhus. Tror
Hr. Fischer, at dettes Opførelse var bleven tilladt, hvis F. M eldahl, der dog ikke var en
ub etyd elig Kunstner, havde været Stadsbygmester, da det skulde byg ges? Og et andet
Eksempel. Hr. Fischer er som Kunstner ret
arrig — jeg, som Lægmand, ogsaa — over de
Karnapper, der som »Patrontasker« er klistrede paa saa m ange H use, om ikke i Aalborg-
gade, saa i andre lign end e københavnske Gader. Men ved Hr. Fischer ikke, at disse Kar
napper k u n kan være anbragte, fordi B ygningsvæ senets architekt-uddannede Leder har
skønnet, at »kunstneriske H en sy n talte derfor« (se nugæ ld end e B ygn in g slov s § 9). Hr.
Fischer tror, at det er en Byggelov, der b e
stemmer en Bys Udseende, og saa er dog Forholdet det, at Spørgsmaalet, om en By skal
være smuk eller ikke, i første L inie afhænger
af Architekterne, der bygger dens H u se (for
saa vidt de ikke bindes af Grundejerne), i anden L inie af de Personer, der har Hæ vdelsen
af B yggeloven s B estemm elser i deres Haand,
og kun i ganske forsvindende Grad af selve
B yggeloven s Bestemmelser. Skulde Forholdet
m ellem de tre Faktorer udtrykkes i Tal, blev
det maaske omtrent som 90 :9 :1 . At jeg her
kun taler om den Side af en Bys Skønhed,
der er betinget ved dens Bygninger, er en
Selvfølge.
Naar Hr. Fischer i sin Artikel betegner det
som en M angel ved det n ye Lovforslag, at
det ikke indeholder Bestemm elser om Ekspropriation af Steder med historiske eller Skøn
hedsværdier, ser han atter fejlt paa en B yggelovs Opgave. Der kan m eget godt træffes Lov
bestemm elser om Bevaring af Steder af h istorisk Betydning og f. Eks. imod — saadant n o get maa helst siges paa ty s k— »die Verunstaltung landschaftlich hervorragender G egen
den«; m en sligt hører hjemm e i særlige Love,
ikke i en Byggelov, og der gives da, saa vidt
jeg ved, heller ikke en eneste Byggelov, hvori
saadanne B estemm elser findes.
Ved Omtalen af Byggelovforslagets Bestem
melser om Gade-Bredder udtaler Hr. Fischer,
at han ikke forstaar, »hvorfor en Gade kan være
smallere, naar der er fastsat Forhaver i hele
Gadens Længde, end naar der ingen Forhaver
skal være«. Er det virkelig svært at forstaa, at
Grunden er den, at M ellemrummet m ellem to
m odstaaende Rækker B ygn in g er— naturligvis
ved Siden af at tjene Færdselen — skal danne
et Lys- og Luft-Bæ lte, og at denne Opgave
lige saa vel løses, naar en Del af dette M ellemrum er Forhaver, som naar det blot er
Gade. Hr. Fischers Forbavselse over, at der i
Villa-Kvarterer foreslaas en større Normal-
Bredde af Gader, end i Kvarterer med særlig
lav, sluttet B ebyggelse, forstaar jeg noget bedre. Men Sagen er den, at et Villa-Kvarter i en
By ikke skal være til Glæde alene for de forhold svis velstillede Folk, som kan bo i en Villa;
det skal være til Glæde ogsaa for de Folk, der
færdes i Kvarterets Gader, ja, for h ele Byens
Befolkning, og de M ennesker, som kan bo i
en Villa, maa forudsættes at have Betingelser
for at bære de Byrder, der hænger samm en
med Anlæget af ikke alt for sm alle Gader i
deres Kvarter. Kvarterer med særlig lav Bebyg gelse er derimod i A lm ind elighed bestem te for m indre Bem idlede, og her gæ lder det
af Sparsomm elighedshensyn om at knibe Gade-
Bredden saa langt ned som mulig. Hr. Fischer
er heller ikke tilfreds med, at den absolut
m indste Gade-Bredde, Lovforslaget tillader,
107