140 / 170
137
som om
Louis Pio
aldrig havde levet; blandt
Proletarerne var Idealismen uddød, og i Bour
geoisiet var den ikke født. Den aandelige Fattig
dom kunde føles større end den materielle. Og
for at dække over Elendigheden havde man
lavet en Række nationale Festdage, paa hvilke
den offentlige Moral fejrede sig selv med store
Velgørenhedsorgier. Alle de mange Frelsens Hære
havde hver deres Dag; der var en til Redning
af Børn og en til Redning af Journalister; der
samledes ind til Drankere og til Hedninger, og
de største Indsamlere fik overrakt et Oliemaleri
af sig selv fra taknemmelige Medlemmer af Me
nigheden, eller endte i Tugthuset.
Saadan omtrent var mit Indtryk da jeg kom
hjem. De Aar jeg havde været ved Social-Demo-
kraten forekom mig indholdsløse. Paa den anden
Side fortrød jeg ikke at jeg i 1884 havde af-
slaaet
Hørups
Tilbud om Posten som Redak
tionssekretær ved Politiken; han mente selv at
jeg maaske kunde gøre nok saa megen Nytte
ved Socialen, hvor jeg havde faaet anbragt hans
Grundlovstale det Aar han stod uden Blad.
Pressen drev allerede i Hørups Levetid over i
Avertissementets Tegn; der kræves ikke længer
en Overbevisning, men en Indtægt. Betegnende
er det at da Social-Demokraten omsider blev
Regeringsorgan, kom Nationens ansete Navne
løbende og bad om Plads i Bladets Spalter, alle