142 / 170
139
været meget indbringende men gik nu mere end
daarligt; Bogtrykkeren var sagt op og Med
arbejdernes Opsigelser laa færdigskrevne til Ud
sendelse 1ste Januar. En Dag sagde han at han
vilde vove et sidste Forsøg, og med mig; jeg
slog til. I Begyndelsen var jeg Medarbejder; den
under Mærket Sam en Gang uhyre populære
Christian Lundgaard
var Redaktionssekretær, og
ham hændte der en lille journalistisk Begiven
hed, som jeg fortæller fordi den er karakteristisk
for Folks Fordringer til deres Avis. Lundgaard
fik en Dag en Nyhed om at en Fabrikarbejder
havde mistet en Fingerende i en Maskine; han
skrev en Notits under den alvorsfulde Rubrik
Arbejderrisiko, men Humoristen dukkede op i
ham, og da han havde fortalt om Fingeren, slut
tede han af med disse Ord:
— Og saa er
den
ikke længer!
Det karakteristiske kom bagefter. Ude paa
Fabriken blev Arbejderne saa forargede over
denne Behandling af en afkortet Finger at de
sendte en Deputation ind til Aftenbladet med
Anmodning om en Berigtigelse. Og den maatte
Lundgaard selvfølgelig optage, skønt der i og for
sig ikke var noget at berigtige; Fingeren blev
ikke længer for det.
En Karakteristik af de socialdemokratiske
Partifællers Tænkemaade giver en anden lille
Begivenhed; den foregik paa Social-Demokratens