141 / 170
138
de som tidligere knap havde villet være i Stue
med dem som skrev i det den Gang der hørte
lidt Mod til det. Og her maa fortælles om en
af mine største Oplevelser.
Det var den Dag da
Peter Krapotkin
i 1917
rejste gennem Kjøbenhavn, paa Vejen hjem til
Revolutionen i Rusland. Gammel var han blevet
i sin lange Landflygtighed, og smædet havde han
været i den danske Presse ligesaa længe, han
Anarkisten der efterhaanden var vokset saa stor
at der maatte lyves for Arbejderne om hvem
han var. Nu kom han altsaa til vor lille By,
men han kom som en Autoritet. Og se, hvad
skete! Da Evropa havde averteret med hans
Navn, lod alle vore Blade sig repræsentere ude
paa Banegaarden, hvor Anarkisten strøg forbi
os som en gammel Ørn højt over Møddingens
kaglende Høns og galende Vejrhaner. Og de krøb
for ham, hans Smædeskrivere, krøb en Gang til
for Autoriteten; de kaldte ham stor, de kaldte
ham Fyrst Krapotkin, og i Socialen blev han
igen dekoreret med Kotiljonsordenen »den store
Socialdemokrat«. Da jeg oplevede dette, da lo
jeg atter med min Ungdoms lyse Latter. Er
Livet ikke altid dejligt, saa er det i alt Fald
af og til morsomt.
I 1902 fik jeg Forbindelse med Redaktør
Korsgaard
ved Aftenbladet; vi var gammel
kendte fra Morgenbladets Dage. Hans Avis havde