157 / 170
154
Peder Kofoed
, der gik til Californien med hele
sin Familie og nu har den indbringende Beskæf
tigelse at flytte Huse. Med største Glæde mindes
jeg Brodersamfundet
»De 13
«, der aldrig kan tælle
flere Medlemmer end tretten, og aldrig kan op
løses saa længe blot én endnu er i Live. Sam
været med disse gode Mennesker staar i min
Erindring sideordnet med en Nat i Selskab med
landsforviste Russere og Russerinder i Paris da
jeg var ung. Hvor var de elskelige. Og tænke
sig at det var dem der var med til at forberede
Revolutionen i Rusland, en Karrikatur af det
der besjælede dem den Gang vi dansede Car-
magnolen og jeg hørte dem synge deres Hjem
lands vemodige Sange, eller slynge deres Had ud
imod den Zar som kort efter var det officielle
Frankrigs Gæst og slap levende fra det.
De saakaldte litterære Krese har jeg ikke til
hørt, men jeg har arbejdet med i Litteraturen,
endda ret heldigt. E t Uheld havde jeg dog; jeg
fik ingen Glæde af et dramatisk Arbejde hvis
Historie begyndte i Paris i 1894. Jeg skrev en
Komedie, og da jeg kom i
Jonas Lies
Hjem, fik
jeg denne elskværdige Mand til at indsende Styk
ket for mig til det kongelige Teater, idet vi gik
ud fra at Lies Navn skulde sikre mig at det
blev læst, og at der kom et Svar. Det gjorde
der;
Erik Bøgh
forkastede meget korrekt det
umodne Arbejde. Jonas Lie sagde opmuntrende: