507 / 695
Perlen for alle Ølhuse
497
de gamle, som bestandigt forekommer baade i Skifte- og
Fæsteprotokoller, dukker det Spørgsmaål ganske natur
ligt op: „Var disse paakrævede af Forholdene, eller skal
de kun betragtes som Udslag af det teologiske Fakultets
sædvanlige Hang til at moralisere?“ Der kan ikke tvivles
om, at Valget her inaa falde paa det sidste; thi Forhol
dene paa Landet var i det 18. Aarhundrede ikke, som de
siden blev. Hverken for Aftægtsfolket eller Tyendet be
tød det nem lig nogen Vinding, at Fæstebonden blev
Herre paa sin egen Gaard og Jord. Den materielle Rejs
ning, han i det 19. Aarhundrede kom til at nyde godt af,
fandt — trods al Højskolevirksomhed — ikke sin natur
lige Balance i en tilsvarende aandelig. Havde den gjort
det, vilde Bøger som Jeppe Aakjærs „Paa Aftægt“ og
Johan Skjoldborgs „Gyldholm“ aldrig være bleven skre
vet; tværtimod skulde der, helt oppe i vort Aarhundrede,
en Tyendekomm ission med Peter Sabroe som
primus
mo t or
til for at raade Bod paa de tjenendes Kaar
22
og en
myndig Indgriben fra Lovgivningsmagtens Side for at
mildne de gamles Skæbner — ogsaa naar de var paa
Aftægt.
I de gamle Tider, før Jorderne blev sk iftet ud af Fæl
lesskabet, følte alle sig som Enkeltled i samme Helhed;
Med- og Modgang berørte dem, nærmest set, paa samme
Vis, Husbond-, Aftægtsfolk og Tyende tumlede med Jord.
Bolig, Dyr og Korn, hver efter sine Evner eller Kræfter;
de tærede den samme Kost ved fælles Bord og laa i sam
me Art af Dynetøj om Natten.
Derfor var det, vi i den forudgaaende Omtale af Skiftet
skød alt Sengetøjet ud til senere Behandling; thi Dyners
og Lagners Mængde, Beskaffenhed og Forekomst i Gaar-
dens Rum har aldrig været den daarligste Maalestok,
man kunde bruge, naar Talen var om Husbondfolkets
Hensyntagen til Tyendets og de gamles Rettigheder.
I 1764 indeholdt Unger Jørgensens Ægteseng følgende