227 / 295
2. AARGANG N
r
. 19
FØR OG NU
1. OKTOBER 1916
læggeisen, de hellige 3 Konger og Opstandelsen. De stammer
alle fra Kirkens allerførste Periode. Prædikestol og Døbefont er
fornyede. De første var, som ovenfor nævnt, hidbragte fra
Amalienborgs Slotskapel. De nuværende hidrører vistnok fra
Slutningen af det 18de
Aarhundrede
og ere forfærdigede af
Marmor med
Bronoeornamenter.
Ved Fonten findes et Maleri
fra Midten af det 18de Aarhundrede, forestillende K risti Daab.
Paa Orglet over Kirkens Forhal læses A arstallet 1860. Til E rin
dring om Biskop N. E d in g e r B a lle s Bibellæsninger i Kirken
opsattes i 1894 en Mindetavle i Gibs med hans Brystbilled, ud
ført
af
Th. S te in .
I
1826 underkastedes Garnisonskirken en
udvendig R estauration ligesom den Ringmur, der omgav den og
Mands Livskald skulde gaa i en helt anden Retning. Navnlig
Orgelet lokkede ham, og dels af Faderens Anvisninger, dels ved
Selvstudium, satte han sig snart i fortroligt Forhold til Manu
alerne, allerede inden hans Ben endnu vare lange nok til at naa
Pedalerne. Da Faderen havde meget at gøre, var det naturligt,
at Sønnen ved Lejlighed hjalp til ved Orglet. Weyse lagde Mærke
til Drengen og fik udvirket, at han fik Lov til at drive sin Musik
mere planmæssig. For bedre at naa dette blev han taget ud af
Skolen og læste privat, og baade Musik og Studeringer trivedes
fortræffelig. Hartmann blev Student i
1822
og kun to Aar senere
modtog han i en Alder af
19
Aar sin første offentlige Udnæv
nelse som fast Organist ved Garnisonskirken, og allerede Anret
Kirkegaarden. Dens Indre restaureredes i 1834, og endelig un
dergik Kirken i 1886 under Professor L. K n u d s e n s Ledelse en
Hovedrestauration, der androg ca. 70,000 Kr. og bestod i, at
dens Indre opmaledes og forgyldtes, dens Vinduer omdannedes
og nogle ny indsattes, et Spir blev opsat, Varmeapparatet for
bedredes, og et nyt Lighus blev opført paa Kirkepladsen. Endelig
indlagdes i 1894 elektrisk L y s .------------
Vi om talte paa Side 216 Komponisterne Hartmanns og Gades
Monumenter, men m aatte paa Grund af Pladsmangel udskyde
Omtalen af de to geniale Tonekunstneres Liv og Virksomhed til
senere.
Johan Peter Emilius Hartmann fødtes 4. Maj 1805 i Køben
havn, som Søn af Kantor ved Garnisonskirken A. V. Hartmann,
der im idlertid til Trods for sit eget Kald ansaa Musiken foi et
lidet attraavæ rdigt Livskald, hvorfor Sønnen blev sat i Borger
dydskolen for senere at studere og gaa Embedsvejen, et Maal,
som ogsaa blev naaet.
Allerede tidligt viste der sig im idlertid Tegn paa, at den unge
efter, sin Debut som Komponist med en Kantate, „Orgelets Pris“,
(Text af Oehlenschlæger) udført ved en Koncert i Garnisonskirken.
Hans Livsbane var nu definitivt afstukken, men Studeringerne
forsømte han ikke, og i 1827 og 1828 tog han sin juridiske Exa-
men og modtog samme Aar Udnævnelse til to nye Embeder, et
musikalsk og et bo rg erlig t: Lærer i Klaver og Harmonilære ved
Musikkonservatoriet, og Sekretær ved den borgerlige Indrullerings
kommission, hvilket sidste han beklædte indtil Borgervæbningens
Ophævelse i 1870. — Paa ydre Begivenheder har Hartmanns Liv
ikke været rigt, Begivenhederne i hans Liv ere hans Værker.
Da det ny Musikkonservatorium stiftedes .1867, blev Hartmann
tilligemed N. W. Gade og H. S. Paulli ifølge Fundatsen Med
bestyrer a f dette. Professortitlen havde han allerede i 1849.
Universitetet udnævnte ham ved hans 50 Aars Organistjubilæum
1874 til Æresdoktor.
Hartmann var gift første Gang med den højtbegfavede Emma
Sophie Amalie Zinn, som selv var et betydeligt Musiktalent, hvis
Sange hører til det fineste og smukkeste, dansk Romancelitteratur
Pot. Harnisch.
Garnisonskirke samt Garnisonspiadsen i 1890.
Præsteboligen.