S_FørOgNu_1916

1. OKTOBER 1916

FØR OG NU

2. AARGANG N

. ]k AARGANG N

. 19

FØR OG NU

1. OKTOBER 1916

h ar frembragt, hun døde 1851. 4 Aar efter ægtede Hartm ann

Thora Camilla Jacobsen, som blev ham en tro fast Livsledsagerinde

til sin Død 1889.

H artm ann døde 1900 og er begravet paa den lille K irkegaard

ved Garnisons Kirke.

Niels W ilhelm Gade er født

. Februar 1817 i København,

Faderen var Musikinstrumentmager, og baade han og Moderen

stammede fra Landet.

Gades Barndom hengik ret frit og ubunden ; Skoleundervisnin

gen indskrænkede sig til det nødvendigste, ogiøvrigt morede det

ham at gaa til Haande i Faderens Værksted, hvor han tidlig blev

bekendt med Instrum enterne. Oprindelig var det ogsaa Meningen

ning fulgte nogle Arbejder, der vel ikke bleve modtagne mladministrativ Evne, blev ogsaa her den ledende Aand. 1856 ud-

synderlig Opmærksomhed fra Publikums Side, men som vidne otnævntes han til Professor, og i 1879 til Æresdoktor i Filosofi ved

at Gade, efter a t Isen var brudt, følte en levende Trang til ¡Kjøbenhavns Universitet.

frembringe. Disse Arbejder, bland t hvilke nævnes

„6

dans! Gade var to Gange gift, første Gang (1852) med J. P. E. Hart-

Sange (tilegnede Weyse), Musik til H.

Andersens „Agnete imanns D atter Sophie, og anden Gang (1857) med Mathilde Stæger,

H avmanden“ og til Oehlenschlægers „St. Hans A ftenspil“ kulnvhan døde

2 1

. Decbr. 1890.

nerede i den „

. Symfoni i C-mol“. — —-----

-------------------

I København kom Gade snart i Forbindelse med Musikfo K irkegaarden ved Garnisons Kirke fik, samtidig med Kirken, sin

eningen, og 1850 overtog han Ledelsen af dens Koncerter, (¡Indvielse i 1706, og efterat den ved tilkøbte Grunde flere Gange var

besad som O rkester- og Kordirigent Evner som ingen af haludvidet, nedlagdes den i 1851. Paa Kirkepladsen, der ud mod St.

Forgængere eller Efterfølgere. For Musikforeningen komponeredAnna Plads er indhegnet af et Jerngitter, findes flere Mindesmærker,

G. nu næsten alle sine større Arbejder, og hans Produktion i dblandt hvilke kan nævnes det over General S tiir u p og hans

østlige Side og er stillet til Brug for dens Sognepræst. — —-

Vi finder Anledning til i denne Forbindelse at mindes Ligvogns

kusk Frederiksen, som i et Par Menneskealdre tronede paa den

høje Buk, som var anbragt paa disse Ligvogne, i Lighed med den

som fandtes paa de kongelige Vogne. Han var „marchalsk“

med hvidt Haar og hvidt Skæg og rød Næse. Han var absolut

en Seværdighed, og vi har opbudt alt for at opdrive et Fotografi

af ham, men forgæves.

Som Illustration til Begravelser i 1820—50’erne, en Begivenhed,

som paa den Tid ikke var langt fra at henregnes under Begrebet

Adspredelse, bringer vi Side 225 en højst interessant Reproduk

tion efter en Tegning af Klæstrup.

Pot. „Pør og N u“ ved T. Elfelt.

at G. skulde følge i Faderens Fodspor, denne Plan blev dog op

givet til Fordel for Musikervirksomheden, og 18 Aar gi. fik han

den da bekendte Violinspiller F. T. Wexschall til Lærer, og gjorde

saa hurtige Fremskridt, at han dels blev Elev i det kgl. Kapel,

dels kunde optræde som Solist ved Koncerter. Hans første Skridt

paa Komponistbanen blev ledede af A. P. Berggreen, som ogsaa

offentliggjorde hans første (Sang-) Kompositioner, dels i sin „Mu

sikalsk Tidende“, dels i „Melodier til fædrelandshistoriske D igte“,

hvoriblandt findes „Paa Sjølunds fagre S letter“ 1838.

Gade havde vel i 1839 komponeret Musik til „Aladdin“ og

senere til B alletten „Fædrelandets Muser“, men ingen saa dog i

ham andet end en lovende Violinspiller. Som Komponist brød

han pludselig og ubetinget igennem med et eneste Værk, sit

Op.

: Ouverturen „Nacklange von Ossian (1840). Ouverturen var

for saa vidt et Lejlighedsarbejde, som det var fremkaldt ved en

Konkurrence, til hvilken Musikforeningen havde indbudt, og som

indbragte Gade den første Pris. E fter denne glimrende Indled-

TJdsigt fra Nr. 24 i Lille Strandstræde over Store Strandstræde,

følgende Aar var meget betydelig. Paa en vis Maade kan Fo:

holdet til Musikforeningen siges a t fortsæ tte den Indflydels

Mendelssolms Kunst og Person har h aft paa Gade, hos hvei

Bestræbelsen fremdeles kom til at gaa i Retning af de kla

rene Linier og det lettilegnelige Indhold; men den direkte Mei

delssohnske Tone forsvinder hurtig fra Gades Kunst, snarere ka

dens kække Rytm ik minde om Schumann, dog ikke anderledt

end at hans egen Tone fuldt og k raftig t klinger igennem. 0

denne Tone er den „danske“ der præger Værker som „Foraar:

fan tasien “, B alletten „Et Folkesagn“, (komponeret i Forenin

med Hartmann) og først og fremmest den geniale Ballade

„Elverskud“, sikkert Gades mest ejendommelige og fuldendt

Værk.

1851 blev Gade ansat som Organist ved Garnisons Kirke, 185

forflyttedes han til Holmens K irke og beklædte Organistpladse

der til sin Død. 1866 stiftedes det kjøbenhavnske Musikkonser

vatorium , væsentlig efter Gades Plan, og han, der besad megei

af det 18deAar-

Portræ tm aler

fra Begyn-

J. Th.

L u n d b y e og C. V. E c k e r s b e r g (de to sidste med Bronce-

mindesmærlcer i Kirkens nordlige Mur — henholdsvis af H. V.

B is s e n og J e r ic h a u ) og endelig over Komponisten J. I . E.

H a r tm a n n , der døde i Aaret 1900, og hvis Fader, Kapelmusikus

A. W. H a r tm a n n , ogsaa er begravet her.

Foruden det nævnte Lighus er paa Kirkepladsen i 189.) opført

et Menighedshus under Ledelse af Prof. L. Knudsen, Til Slut

ning vil vi kun anføre, at Kirken fra 1711 havde Privilegium

paa den Ligvognskørsel, der fra 1782 overdroges til Stadens saa-

kaldte „Bedemænd“. Fra hin Periode stammede selvfølgelig det

Ligvognsskur, som ældre Københavnere sikkert vil erindre, og

som laa ved Indgangen til Store Strandstræde paa den I lads,

der nu er inddragen i det Haveanlæg, der er anlagt foran Kirkens

Saa meget er afgjort, at Ligbegængelser i visse Kredse stæ rkt

nærmede sig det, de endnu ere mange Steder paa Landet. I

Reglen holdtes der vel ikke Gilder, men Følget trakteredes med

Vin og Kage i større eller mindre Overflod, og man kunde ved

saadanne Lejligheder høre en og anden, med et Glas Vin i den

ene Haand og et Stykke Kage i den anden, samt iført den uund

værlige Sørgekappe, udtale sig højrøstet om den Aldødes For

tjenester og skildre det Savn, som han havde eiterlad t i hans

Vennebryst. Kuskene og Tjenerne nedenfor paa Gaden bleve

heller ikke forglem te; de opvartedes med Snapse og Kommens-

kringler. Som en Følge af den Skik at beværte ved Begiavelsei

var der Folk, som altid indfandt sig ved Ligbegængelser, enten

de kendte den afdøde eller ikke, og de havde da til dette Øje

med anskaffet sig egen Sørgekappe. Men der var ogsaa Folk,

som af religiøs Trang ikke forsømte nogen Ligbegængelse af

Hensyn til den Opbyggelse, de kunde øse af den præstelige \ el-

talenhed. løvrigt blev der, selv af de mere ubemidlede Klasser,

G an D el a f

St. Anna Plads med J . P. Hartmanns Monumentet.

D atter Generalinde S o p h ie H a u c h fra Midten

hundrede, over Generalmajor S c h im m e lm a n n ,

C. A. L o r e n tz e n og Skuespillerinde M. DL A s tru p

delsen af forrige Aarhundrede, endvidere ovei Malerne