246 / 295
15. OKTOBER 1916
Livet og Halsen, mecl hvilke somme gaa deres Levetid, somme
paa visse Aars Tid, ligesom deres Forseelse er grov til". I Regelen
var de smedede sammen to og to, og det blev anset for at være
en særlig raffineret S traf at blive lænket til en grov Forbryder.
Denne Skæbne havde adskillige Personer i Christian den -ides Re
geringstid; saaledes blev en „braknæset Skipper“, der havde stjaa-
let Deller og solgt dem, smeddet til en af de „æreløseste Skelmer“
og Kongen befalede ligeledes, at en Præst J ø r g e n F r i is , der
havde prædiket falske Lærdomme, skulde smeddes til en af de
Svenske, „som m indst duer iblandt alle de svenske Fanger, som
findes paa Holmen“.
Forstaden udenfor Østerport, hvilket vil sige den bebyggede
Del af nuværende Kongens Nytorv, Store Strandstræde og Bred
gade, idet Østerport ,jo som bekendt laa udfor nuværende Øster
gade, var af Byens Forstæder vistnok den ældste. Den vises paa
K ortet ved nogle spredte Huse og ved den beplantede Ad e lv e j,
som man ser dreje først tilvenstre langs Bygraven og derpaa føre
ud i Retning af Nyboder.
I Baggrunden af Kortet ses Øen Hveen og Skaane bagved —
begge rigtignok altfor højt beliggende og altfor nær — og Bille
dets Forgrund indtages af Strømmen mellem Sjælland og Amager,
den nuværende Havn, i hvilken der er livlig Færdsel af Skibe og
Baade. De Fartøjer, der ligger foran Slotspladsen, maa tænkes i
den naturlige Ankerplads paa Amagersiden, hvor der anvistes
Skibene V interleje, Endnu var Havnen jo kun Kanalerne om
kring Slotsholmen, og var de end bredere end nutildags, var de
dog, særlig ved V intertid, ganske overfyldte.
Der udtales paa dette Tidspunkt, altsaa ved Begyndelsen af det
17de Aarhundrede, baade af Danske og Fremmede megen Ros
over Københavns Størrelse og Skønhed, og i Virkeligheden har
Byen vel ogsaa kunnet taale Sammenligning med de fleste andre
europæiske Hovedstæder af samme Folkemængde og Udstrækning.
Ret oplysende i flere Henseender er en Dagbogsoptegnelse af
Fyrst C h r i s t i a n a f A n h a lt, der i 1623 aflægger Danmark et
Besøg. „Kjøbenhavn“, skriver han, „er en stor, smuk Sø- og Han
delsstad, helt omgiven af Vand og ikke meget mindre end Ham
borg. Den er befæ stet rundtom med „Bolværker“ og gode Grave.
Dertil kommer endnu Udenværker, som er halvfærdige, og der
skal endnu anlægges en tredje Fortifikation eller Udenværk, at
den ikke saa let kan overrumples. Byen har vel snevre Gader
men dog smukke Huse og driver en stor Trafik med de fornemste
Lande og Kongeriger i Christenheden. Den har et lystigt Ud
seende udefra paa Grund af de mange Taarne og smukke Byg
ninger, og Kongen giver Indbyggerne stor Befordring og Fremme
for deres H aandtering, hvorfor han ogsaa er elsket meget af sine
U ndersaatter“.
Naar vi nutildags karakteriserer København som Byen med de
mange Taarne, kan vi af Fyrsten af Anhalts Optegnelser se, at
det just ikke er nogen ny Kompliment. Danmarks Hovedstad
har fra sine tidlige Dage excelleret i Taarne.
Under en Gengivelse af van Wicks Billede nogle Aar efter
dets Fremkomst finder vi yderligere følgende galante Vers:
Copenhague, cité belle comme jour,
Est 1’ornément du Nord, de son Roy les delices,
Lå Neptune et Themis ont leur plus beau séjour —
Mars, Mercure et les Arts leur doctes exercises.
La curiosité luy porte un tel homage,
Que celuy, que n’est point stupide, doit avoir
Toujours devant ses yeux sa plus naive image,
En tou t temps en son coeur le desir de la v o ir!
Et tredje Vidnesbyrd om Københavns voxende Skønhed under
Christian den 4des V aretægt allerede under hans første Regerings
tid afgiver følgende Anekdote fra 1619: „Eftersom Kongen be
pryder Byen ikke blot med Haver og Huse baade i og udenfor
Staden, men ogsaa med dybe Grave og høje Volde, faste Mure
og stæ rke Taarne, efterfølge Indvaanerne dette Exempel, og istedet-
for flere af Ler har de dem nu af Sten og Marmor, istedetfor
H ytter bo de nu i Palæer. I Anledning af dette ny, magnifike
Udseende tra f det sig ogsaa forleden, at en Mand fra Stralsund,
som for en tredive Aar siden havde boet i Kjøbenhavn, da han
kom sejlende hertil, paastod imod Styrmanden, at han havde sej
let galt, saasom han slet ikke kunde kende sig ved de Huse og
Bygninger, som han fik Øje paa i Havnen og Byen“.
Københavns Indbyggerantal er paa dette Tidspunkt blevet an-
slaaet til ca. 25,000 Sjæle. Om dens Indbyggerantal i de ældste
Tider er det selvfølgelig umuligt at opnaa paalidelige Oplysninger.
Den udmærkede H istorieforsker Dr. O. N ie ls e n har imidlertid
paa Grundlag af forskellige Beregninger anslaaet Folkemængden
paa Dronning Margrethes Tid til 4000, under Kong Hans’ Rege
ring til
10
,
000
, — men saadanne Tal kunne dog kun være Gis
ninger. Først netop paa Christian den 4des Tid foreligger der
tilstræ kkeligt Materiale, sæ rligt gennem Kirkebøgerne, til at Sand
synlighedsberegningerne kan gøres med nogenlunde Sikkerhed.
Generaldirektør M a r c u s R u b in har omhyggeligt og skarpsin
digt gennemarbejdet dette M ateriale i en Undersøgelse over Ko-
benhavns Befolkningsstatistik i H undredaaret 1630 til 1730, og
han er kommet til det Resultat, at Byen ved 1630 havde det
ovennævnte Indbyggerantal af 25,000, i Tredserne af over 30,000,
og a t det i 80’erne naaede de 60,000, — a t det altsaa med andre
Ord i Løbet af en Snes Aar var voxet til det dobbelte. Den
enorme Tilvæxt skete under Christian den 5te, men det var hans
berøm te Forgænger, der havde skabt Betingelserne for denne
Fremgang ved Anlæggelsen af den nye, store Havn og ved at
skaffe Plads indenfor Voldene. Og dog hæmmedes Folkeforøgel-
sen i de første Aar efter Christian den 4des Død baade ved hyp
pige Epidemier og ved Svenskekrigen med den langvarige Belejring.
Naar vi — med Henblik paa den gennemgribende Betydning,
Christian den 4de havde for Københavns store Udvidelse og i
Følge dermed for Skabelsen ogsaa af Kongens Nytorv — beskæf
tiger os med vor Bys Topografi, maa vi ganske naturligt klare
Begrebet om, hvorledes den tog sig ud før hans Tid, og forsøge
paa at følge de Forandringer, der i Aarenes Løb foregik med det
Areal, der omsluttedes af Befæstningslinien.
Et Hundredaar efter Absalons Periode, altsaa omkring 1290,
træffer vi flere samtidige og bestem te Udtalelser om, at Køben
havn befæstedes paany. En nærmere Redegørelse for, hvori denne
nye Befæstning har bestaaet, træ ffer vi derimod ikke. Men Dr.
O. Nielsen har fremsat den Formodning, a t den er gaaet ud paa
at drage den østlige Del af Byen omkring Havnen ved de gamle
Boder, hvor St. Nikolaus Kirke blev bygget, og som vi ovenfor
har omtalt, ind under Befæstningens Omraade. Og under Forud
sætning af, at denne Formodning, som Dr. Villads Christensen i
sine „Historiske Meddelelser“ mener, er rimelig og rigtig, maa
vi tænke os, at Byens Fæstningsværker i Slutningen af det 13de
Aarhundrede fik den Omkreds, som de i Hovedsagen beholdt
til Christian den 4des Tid. Det tidligere naturlige Værn af Vand
løb og Sumpe blev afløst af Mure og Grave, der gik fra Nørre
port i skraa Retning mod Gothersgade, langs denne til Hjørnet
af Grønnegade, derfra paany sk raat over mod Østerport for En
den af Østergade og videre ned mod Holmens Kanal.
Det var saaledes væsenlig Strækningen mellem den nuværende
Købmagergade og Gothersgade, der nu blev inddraget i Køben
havn. Men endnu lang Tid efter blev denne Bydel kun svagt
bebygget og henlaa mest som Moradser, Haver og Grønninger.
Enkelte af de Gadenavne, vi nutildags kende godt, som Pilestræde,
Tornebuskegade og Regnegade, der oprindelig hed Regnfanggade,
minder om Terrænets daværende landlige K arakter. Hjørnet af
Regensgaarden vedblev længe efter Byens Udvidelse i 1290 at
betragtes som Byens egentlige Grænse, — H jørnets nordlige Side
kaldtes „Byens Ende“, og fra dette Punkt udgik Landemærket og
Slippen, hvilke Navne betyde noget lignende som „Byens Ende .
Hele dette i lange Tider ubebyggede Kvarter indenfor de nye
Volde kaldtes ofte under Et for „Rosengaarden“, og det blev
senere til det nuværende Rosenborgs Kvarter, der i hine Tider
var meget slet anset. Her boede Byens Rakker, og her laa Ret
terstedet, hvor bl. mange andre T o r b e n O xe henrettedes, og
her holdt de utugtige Kvinder til. Det blomstrende Navn Rosen
gaarden passede altsaa kun daarligt til dette berygtede Kvarter.
Og da omsider Bygninger begyndte at fylde det inddragne Areal
indenfor Voldene, opstod et nyt „Rosengaard“ udenfor dem. I
ubunden Lovløshed bredte Haver og Smaahuse sig foran Fæst
ningens Porte og fik akkurat det samme slette Ord paa sig som
det gamle „Rosengaard“. Endnu i 1575 skriver Frederik den
2
den
til Københavns Lensmand, at han har erfaret, at der skal bc
„meget Folk udenfor Byen og skal det mesten Del være et løsi
Folk og Selskab, som fast uddrage af Byen af den Aarsag, at di
ikke kunne lyde et kristeligt Regimente og Øvrighed, men helle)
ville bo udenfor Byen, paa det de dér kunne bruge deres
ukriste
lige Handel og Levned“.
(Fortsættes.)
2. AARGANG N
r
. 20
FØR OG NU