30 / 295
15. JANUAR 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 2
S lottet selv var kvadratisk. Dets fire Længer er bygget af gul-
landsk G ranit og har et Taarn i hver af Kvadratets Hjørner. I
sine bonibesikre Hvælvinger rummer det med Lethed en Besætning
paa et Tusind Mand. Udenom S lottet var en Jordvold med til
horende Bastioner. Voldenes to Sider vendte ud mod Søen, de to
mod Land, og disse sidste var forsynede med brede, vandfyldte
Grave.
Tidens Tand havde sat sine tydelige Mærker paa dette Fæ st
ningsanlæg. Grundmurene stod fast, men det øvrige Værk havde
Forfaldenhedens Præg.
E fter Roskildefreden havde man da søgt at bøde paa Manglerne.
Men Tiden havde væ ret for knap til, at de Foranstaltninger, der
var bleven trufne, kunde komme Kronborg til virkelig Nytte. Ar
bejderne var kun tilnærmelsesvis udførte, da W rangel stod foran
Portene med sin Belejringshær.
Kronborgs Forsyning med Kanonskyts og Ammunition var der
imod rigelig nok. Og paa Proviant skortede det ikke heller. Og
da E fterretningen om Carl Gustavs Frem rykning i Sjælland forlød,
blev Fæstningen yderligere forsynet med Proviant i Overflod, og
man forudsaa alle E ventualiteter med Sindsro, hvad Kronborgs
Modstandskraft angik. Besætningen, der var altfor ringe, blev i
Hast forøget, og Oberst P o u l B e e n f e ld , som hidtil havde været
Chef for det gamle jyske Regiment Fodfolk, udnævntes til Øverst
befalende over Garnisonen og Fæstningskommandant og fik Ordre
til øjeblikkelig a t afgaa til sin nye Post. Den kongelige Kund
gørelse herom havde følgende Ordlyd: „Oberst Beenfeld skal strax
begive sig til vores Fæstning Kronborg og derinde kommandere,
hvis Soldateske der findes og hannem h erefter vorder tilsendt, og
skal han holde samme Fæstning imod al fjendtlig Gevaldt, saa-
som det sig en ærlig Soldat egner og anstaar og det til den
yderste Mand, og ingen andens Ordre parere, samme Fæstning til
nogen at overlevere, ihvo det og kunde være, uden han bekommer
vores egne underskrevne Ordre. Friederich.“
Ved Form iddagstid den 12te September forskrækkedes Køben
havnerne ved Lyden af en heftig Kanonade fra Nordøst. Hvad
betød denne Kanonade? Ja — længe varede det ikke, før man
fik Svar paa det ængstelige Spørgsmaal.
Det var Glædessalver fra den svenske Flaade. W rangel trium
ferede. Han havde tvunget Kronborg til at overgive sig. Bud
skabet i sig selv var saare alvorligt, — men alvorligere vilde de
Følger maaske være, som Tabet af den stæ rke Fæstning kunde
føre med sig. Og disse Anelser slog ikke fejl.
Carl Gustav forsynede i Skyndsomhed Kronborg med fornødent
Mandskab, Skyts og Levnedsmidler, gav Ordre til a t sæ tte Slottet
i krigsdygtig Stand og sendte derpaa de sejrsberuste Erobrere
mod København for at udfylde Linierne og Løbegravene foran
Hovedstaden. Der anlagde han B atteri ved B atteri for at kunne
faa de svære Kanoner og Morterer, som man havde bemægtiget
sig fra Kronborg, opstillet. Og i Løbet af kort Tid har Sven
skerne paa Nord- og Vestfronten faaet anlagt ikke mindre end 9
Batterier, og en halv Snes Rytteriregim enter og endnu flere Fod
folksregimenter dannede Forbindelsesleddene i den Jernring, der
omgiver den betrængte Hovedstad.
Men Københavnerne tab te ikke Modet. Man havde Øjet aabent
for den F are, hvori man svævede, — Beskydningen blev vold
sommere, Provianteringen blev besværligere, V agttjenesten skærpet,
— men med Faren voksede den stærke Vilje, Begejstringen og
Fædrelandskærligheden.
Desuden — H aabet stod bestandig, tiltrods for Erobringen af
Kronborg, til Hollændernes lovede Hjælp.
I 1649 var af Corfitz Ulfeld et saakaldt Forsvarsforbund bleven
slu ttet med Holland, hvorefter det var bestemt, at 19 Orlogsskibe
med 4000 Soldater ombord skulde sendes det først angrebne Land
til Undsætning i Løbet af tre Maaneder. Man nærede maaske
nok et Gran af Tvivl om, at de nederlandske Generalstater vilde
opfylde denne indgaaede Forpligtelse, nu da Kronborgs Fald vilde
gøre Adgangen til Øresund overordentlig vanskelig. Men Haabet
var stæ rkere end Tvivlen, navnlig hos Kongen, der nærede en
klippefast Tro paa, at Hollænderne ikke vilde svigte.
Saasnart Carl Gustav havde ivæ rksat sin Landgang paa Sjæl
land, skikkedes der Ilbud til Holland med den allarmerende
Besked, at det danske Riges Tilværelse hang i en Traad, og at
Hjælp var paatrængende nødvendig.
Til al Lykke tøvede Hollands Regering ikke med at tage hur
tig t og afgørende P arti. Navnlig var den udmærkede Statsmand,
Regeringens Øverste, J a n de W it t, ikke raadvild, og i General
staternes Raadsforsamling blev det enstemmig vedtaget, at en
Flaade paa 40 Orlogsskibe — altsaa det dobbelte Antal af det
normerede - foruden B randere og Avisoskibe hurtigst muligt
skulde afgaa til Øresund. .Jacob O b d am , en Søkriger af høj
Rang, der ovenikøbet var velkendt i de danske Farvande, skulde
være Flaadens Chef, og allerede den 10. Sptbr. var man sejlklar,
og da man endnu ikke var kommen ud i rum Sø den 14de, fik
Admiralen en irettesæ ttende Skrivelse fra den samlede Regering.
Men han havde en gyldig Grund a t anføre til sit Forsvar for
Forsinkelsen, — han havde Modvind og havde nødtvungent
m aattet tøve.
Den behjertede Beslutsomhed, hvormed Hollænderne, uden et
Øjebliks Vaklen, ilede os til Hjælp, og den Tapperhed og Kraft,
de vedblev at udfolde for at komme deres betrængte Forbunds
fæ ller til Undsætning i en farlig Situation, skal altid staa i Histo
rien som et lysende Eksempel og vil bestandig blive husket i
Danmark.
Og Rosen over Hollændernes Daad skal ikke forringes ved den
Paastand, at deres egne Interesser stod paa Spil, saafrem t Sven
skerne skulde blive Herrer over Østersøen ! Thi det skal i denne
Forbindelse vides, at Carl Gustav ikke undsaa sig for at love
Holland Guld og grønne Skove, saafrem t man stiltiende vilde finde
sig i, a t han gjorde det af med Danmark, — og ydermere maa
det erindres, at det var et langtfra ufarligt Vovespil for Holland
a t komme Danmark til Hjælp, idet England og dets mægtige Over
hoved C ro m w e ll var stæ rkt fjendsk stem t mod de Danske, lalle
Indberetninger til det engelske Ministerium vrim ler det med
skadefro Rygter, der modtages i England med slet dulgt Glæde,
om Danmarks nære Undergang, om Københavns Overgivelse, og
om a t Kongen har begivet sig paa Flugt og er tagen til Fange.
O liv e r C ro m w e ll hadede Danmark af flere Grunde, som det
ikke her er nødvendigt at gøre Rede for, og utænkeligt er det
ikke, at Carl Gustav havde hans hemmelige Billigelse til Over
faldet paa vort Land.
Hollands behjertede Optræden fik sin uventede Løn, ved at
Cromwell i Begyndelsen af September afgik ved Døden, hvorved
Frygten for Englands mulige Indgreb i Kampen paa svensk Side,
til alt Held for Danmark, blev ganske tilintetg jo rt.
Im idlertid — V indstillet vedblev. Bud paa Bud gik til Frede
rik den 3die. at den hollandske Flaade var k la r' til Afsejling
men var forhindret, hidtil ved Modvind, nu ved Vindstille. Man
forsøger forgæves ved Bugsering a t bringe Flaaden flot og har
derfor kun et levende Haab om, at de Danke i nogen Tid endnu
maa kunne værge sig mod Fjenden med samme Udholdenhed og
Tapperhed som hidtil.
Den sidste Uge i September sæ ttes København paa en haard
Udholdenhedsprøve. Men Befolkningen viser en beundringsværdig
Standhaftighed og Kækhed. A rtillerikampen omkring Byen raser
med en Heftighed som ingensinde før, men de Danske fortsætter,
som de har begyndt fra Krigens første Dage, med en Række
hastige, uforudsete Angreb paa Fjenden. B landt disse Udfald, der
næsten alle ivæ rksættes og ledes af Gyldenløve personlig, skal
især mindes om Udfaldet 30te September gennem Byens Nørre
port, fra hvilket man hjem bragte et stort Bytte af Brændsels
materiale, som man savnede saa haardt, — et andet den 1ste Ok
tober gennem Østerport, og endelig et glimrende Udfald den 4de
Oktober gennem Vesterport, der kostede Svenskerne meget Blod.
Den 3de Oktober modtog man E fterretning om, at Carl Gustav
efter mange forgæves Forsøg endelig havde gjort Landgang paa
Amager, hvilket var et højst uvelkomment Budskab. Thi sad Carl
Gustav fast paa Amager, m aatte man hvert Øjeblik være forberedt
paa Angreb i Ryggen, og endvidere var Amager et næsten uund
væ rligt Forraadskammer for København.
Til alt Held kom nu Budskabet om, at Hollændernes Flaade
endelig havde faaet Vind i Sejlene og var paa Vej til Danmark,
og et Par Dage efter gav Carl Gustav, der nu fik Andet at be
stille, Befaling til, a t hans Tropper skulde rømme Amager. Dette
Tilbagetog og det opdukkende Haab om den nære Hjælp fra Hol
land gav Frederik den 3die Blod paa Tanden til a t give Sven
skerne et nyt Livstegn fra Danskerne, der ved Hollænderbyen ind
henter den svenske Bagtrop og tilføjer den et afgørende Nederlag.
P aa et hængende Haar var Carl Gustav i egen høje Person ble-