36 / 295
1. FEBRUAR 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 3
m ark følte, hvad det i ham havde tabt. Og naar vi her har be-
skæ ftiget os udførligt med hans Personlighed, er Grunden den,
a t Navnet Ulrik Gyldenløve og Københavns Belejring er k ny t
te t uløseligt sammen. —
Vi er nu i vor Beskrivelse af Voldenes H istorie i deres navn
kundigste Tid naaet til det Kapitel, om hvilken Interessen sam
ler sig fremfor noget andet, K apitlet med Overskriften: S t o r
m en p a a K ø b e n h a v n , der danner den effektfulde Slutning
paa den dram atiske Kulmination i Svenskernes Belejring af
vor Hovedstad i det syttende Aarhundrede. Og naar vi giver
dette K apitel en nogenlunde indgaaende Behandling, med Frem
hævelse af dets særlig spændende Episoder og af de'Mænd, i
hvis Hænder Kampens Skæbne og Afgørelse var lagt, er det der-
a t opgive Belejringen og indtage en tilbagetrukken Stilling i
Egnen omkring Brønshøj, var det dog ikke et Øjeblik lians Tanke at
opgive den danske Hovedstads Erobring. Tvertimod — hans Be
slutning om at blive Herre over Danmark stod fast som før, og
endnu svælgede han i stolte Frem tidsdrømme om at paasætte
sig Kronen som Konge over de samlede nordiske Riger. Og i
lykkelige Øjeblikke gik vel hans dristige Drømme videre, naar
hans Tanker vendte sig fra Norden mod Syd!
E fter sam tidige Øjenvidners Udsagn indrettede han sig saa
kom fortabelt i Brønshøj, som om han skulde forblive der i „100
Aar“. Bag Lejren lod han til Bolig for sig og sit fornemste
Følge opføre virkelige Huse i betydeligt Antal, hvortil han skaf
fede sig de nødvendige M aterialer fra de omliggende K irker og
D ronningens M olle set fra V oldbakken ned til Ø stervolds Gab (1896).
I Forgrunden tilhøjre den bekendte „Original“ S c h e ib e lé in (læs om ham i „Før og N u “, 1ste Aargang Kr. 4).
for med velberaad Ha og i Forvisning om, a t vore Læsere ikke
vil træ ttes.
Saafrem t Carl Gustav havde fulgt det indstændige fiaad, om
straks a t skride til Storm, som Erik Dahlberg og et P ar andre af
hans tapreste Hærførere havde givet- ham, da lian henimod Mid
ten af August 1658 havde lejret sig udenfor København, er det
vel usikkert, om Heldet havde kronet hans Forsøg, men utvivlsomt
er det, at hans Chancer snarere havde forvæ rret end forbedret
sig, da A arstaliet skiftede.
Sandt nok — han havde gjort s ig til Herre over K ronborg; men
denne Fæstnings Kanoner og øvrige Skyts blev ham kun til ringe
Fordel: og var han end bleven Herre over Slottet ved Sundet —
over Sundet selv var han ikke bleven Hersker, og den hollandske
Flaade var kommen ham slemt paatværs. Han var ankommen
foran København som den overmodige Angriber, der paa For-
liaand troede sig vis paa Sejr, men fra Maa ned til Maaned havde
han oftere og oftere m aattet sande, at hans Rolle ligesaa meget
var bleven Forsvarerens som Angriberens.
Men da han i November 1658 havde besluttet sig til foreløbig
Landsbyer, hvoraf enkelte, som f. Eks. Utterslev, blev næsten helt
raserede. Og denne nye By, som han saaledes anlagde
udenfor
sin Nabostats Hovedstad, kaldte han med humoristisk Fræ khed:
C a r 1s t a d !
Her sad han da som Edderkoppen i sit Spind og pønsede paa
Planer til Københavns Ødelæggelse. Havde han hidtil havt Uheld,
følte han endnu sit gamle Overmod og sin Overlegenhed over
alle sine Samtidige, — der var jo blandt dem alle ikke én, der
som han i samme Person forenede Kongens Værdighed med Felt
herrens Mod og Statsmandens Snildlied! Og hvad var, naar det
kom til Stykket, denne Belejringsaffære mod de store Kort, han
iøvrigt havde paa H aand en ! Stod ikke hans Hære kampberedte
baade i Lifland, i Østpreusen og Pommern til Forsvar for hans
stolte Besiddelser langs Østersøens Kyster! Og havde ikke Wran-
gel med sin Snarraadighed afværgef, a t en Hær af Brandenbor-
gere og Polakker, der vilde komme Danmark fil Undsætning,
skulde faa ivæ rksat en Overgang til de danske Øer! Kunde blot
de forbandede Hollændere blive holdt i Tømme, skulde han nok,
naar han ventede Tiden taalmodigt ud, faa det gjort af med
D anm ark!
32